Nyhedsoverblik

400 blitzet på motorvej

Mere end 400 bilister blev i weekenden blitzet for at køre hurtigere end de tilladte 90 kilometer i timen på Sydmotorvejen ved Farøbroerne. 

47 af dem kørte så hurtigt, at det endte med et klip i kortet.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Både lørdag og søndag foretog politiet hastighedskontrol ved Farø i tidsrummet mellem klokken 13.00 og 20.00. 

Lørdag resulterede det i, at 217 blev blitzet, hvoraf 34 fik et klip i kortet. Lidt færre blev taget søndag, hvor 184 blev blitzet, mens 13 modtog et klip.

- Vi må bare konstatere, at der er rigtig mange, der ikke kan finde ud af det, siger Søren Skotte, politikommissær i færdselsafdelingen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den højeste målte hastighed blev målt lørdag til 146 kilometer i timen på den strækning, hvor hastighedsgrænsen er 90 kilometer i timen.

- Det er desværre et helt normalt billede. Der er rigtig mange danskere, der åbenbart synes, at de må køre for stærkt netop på Farø, lyder det fra Søren Skotte.

Sydmotorvejen ved Farø er et jævnligt fokusområde for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, fordi der sker mange færdselsuheld på motorvejsstrækningen.