Arbejdet med at give de værnepligtige bedre indkvarteringsforhold går nu i gang.
Som led i genopretningen af Forsvaret har regeringen og forligskredsen indgået en aftale om en akutpakke til Forsvarets ejendomme.
Det er grotesk, at man lever under sådan nogle forhold
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.
Der er med aftalen afsat 1,9 milliarder kroner til ejendomsområdet frem mod 2033. Det var det beløb, som regeringen afsatte i sit udspil til en genopretningsplan fra december 2023.
Konkret går der blandt andet penge til projekter på fire kaserner.
På Livgardens Kaserne i København er der afsat penge til et nyt tag, ventilation samt renovering af kloakeringen på kasernen.
32 påbud og 10 strakspåbud
I december beskrev TV 2, at Livgardens Kaserne havde fået fem påbud i 2023 om alt fra risiko for nedfaldne vinduer og tagsten til sundhedsskadelig skimmelsvamp.
- Jeg synes, det er grotesk, at man lever under sådan nogle forhold. Når man ser os stå inde foran Amalienborg, tænker man ikke, at det er sådan nogle forhold, vi lever under, sagde landstalsmand i Den Kongelige Livgarde Victor Nygaard til TV 2 dengang.
Også på Varde Kaserne, Høvelte Kaserne og Vordingborg Kaserne går diverse renovering- og vedligeholdelsesprojekter nu i gang.
Her er problemerne:
Ved Trænregimentet i Vordingborg er der blandt andet problemer med varmekapaciteten i badene. Der er kun varmt vand til seks personer. Tørrestuerne er ikke velfungerende på grund af dårlig ventilation, og de værnepligtige er nødsaget til at tørre våde uniformer på stuerne. Desuden er tørrestuerne alt for små, hvilke betyder at en hel delings uniformer, og materiel ikke kan være der.
- Det er helt afgørende for genopretningen af Forsvarets fundament, at vores ansatte har gode arbejdsvilkår.
- Vi har lyttet til Værnepligtsrådet og iværksætter nu en række initiativer, der skal forbedre indkvarteringsforholdene for vores værnepligtige, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i pressemeddelelsen.
Ifølge TV 2 gav Arbejdstilsynet i løbet af de første ti måneder af 2023 Forsvaret 32 påbud og 10 såkaldte strakspåbud på landets kaserner.
I 2021 blev der givet 35 påbud - heraf 10 strakspåbud - fra Arbejdstilsynet, og i 2022 var det 29 påbud - heraf 11 strakspåbud.
Påbud skal udbedres indenfor en frist på et antal måneder, mens strakspåbud skal efterkommes øjeblikkeligt.