Engang var det Danmarks ubetinget vigtigste borg - og den dag i dag troner Gåsetårnet stadig over Vordingborg.
Her byggede Valdemar den Store sin imponerende borg, og Valdemar Sejr brugte slotspladsen til at lancere Jyske Lov.
Nu har arkæologer fra Museum Sydøstdanmark dog startet en udgravning, der skal forsøge at skrue tiden for bogens oprindelse endnu længere tilbage i tiden.
Ud for borgmuren er der fundet en søspærring, der forhindrede skibe i at sejle ind til borgen. Den menes at være fra midten af 1000-tallet, det vil sige fra den sidste del af vikingetiden, nok mere end 100 år før, at Valdemar den Store kom til magten i 1147.
I 1000-tallet regerede kendte konger som blandt andet Svend Tveskæg, Knud den Store, Svend Estridsen og Knud den Hellige i Danmark, og vi ved, at landet blev ramt af både krige og oprør. Gode grunde til at befæste sin magt med en borg omkring Vordingborg.
- Detektivarbejdet er nu i gang. Vi skal de næste tre uger prøve at finde ud af så meget som muligt fra det her hul, siger Nanna Holm fra Museum Sydøstdanmark og peger rundt i hullet. Området er normalt en stor græsplæne.
Det er første gang i 18 år, at der graves i netop det område, der kaldes højborgen. Andre udgravninger de seneste år har blandt andet været i voldgraven, og andre områder af borg-området.
Vil sætte byggeår på bygninger
Indtil nu er det især murrester fra 1300-tallet, som er fundet i hullet. Det er bygget af lerklining og rødt tegl - men spørgsmålet er, om der er tale om bygninger, der er revet ned eller brændt på stedet, eller om materialet er blevet flyttet og brugt til for eksempel at lave en vold ved borgen.
I lerkliningen er mange planterester, der kan være med til at datere de enkelte bygninger, som arkæologerne finder. Men selvom det kan give os helt ny viden om, hvordan Valdemars borg blev bygget og udviklede sig gennem årene, så er det dog lag længere nede, som arkæologerne især er interesseret i.
- Vi ved fra tidligere udgravninger, at der længere nede i borgen ligger nogle rigtig fine lag af trækul. Vores håb er, at de stammer fra det ældste Vordingborg. Og vi vil rigtig gerne finde ud af, hvornår det ældste Vordingborg er bygget - og hvem, der måske har bygget det, siger Nanna Holm.
Udgravningerne finder sted indtil den 25. juni, og publikum kan følge med i udgravningerne mandag-torsdag klokken 10-16 og fredag klokken 10-13 i perioden. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål, oplyser museet.
Og allerede tirsdag, kort efter at hullet var blevet åbnet, var der nysgerrige på besøg.
- Jeg synes, det er dejligt, hvis man kan finde mere af Vordingborgs historie. Det er helt specielt at se på, når de graver. Nu må vi se, hvad de finder, siger Carrie Cederbye fra Vordingborg.