Beredskaber ånder lettet op, men vandet forventes at stige endnu

Der er fortsat gang i pumperne i Præstø og Faxe, hvor vandet forventes at stige igen natten til mandag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Aftenen og natten igennem har beredskab og kommuner kæmpet med vandmasserne flere steder i regionen.

I Præstø har man pumpet vand fra Tubæk Å ud i fjorden for at undgå store oversvømmelser i bymidten.

quote Vi har en meget stor og kraftig traktorpumpe, som virker i det fleste tilfælde, det var bare overhovedet ikke nok her

Anja Valhøj, centerchef, plan, byg og intern service, Vordingborg Kommune.

Og lørdag formiddag er der gode nyheder om situationen fra Anja Valhøj, som er centerchef for plan, byg og intern service i Vordingborg Kommune.

- Natten har heldigvis forløbet meget stille og roligt, siger hun.

I alt var der brug for seks pumper for at holde vandet i skak.

- Vi har en meget stor og kraftig traktorpumpe, som virker i de fleste tilfælde, men det var bare overhovedet ikke nok her, fortæller Anja Valhøj.

Anja Valhøj, centerchef, plan, byg og intern service, Vordingborg Kommune.
Anja Valhøj, centerchef, plan, byg og intern service, Vordingborg Kommune. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

- Ved 20-tiden fik vi de sidste pumper ned til slusen ved Tubæk Å. Der kom to ekstra pumper på, og et par timer efter fik jeg en status på, at nu var vandet faldet 17 centimeter, fortæller hun.

Og natten igennem har pumperne sikret, at vandstanden er faldet yderligere.

- Her til morgen har jeg fået en status om, at det er faldet med 35 centimeter i løbet af natten, siger centerchefen.

Ikke slut endnu

Men arbejdet med at holde vandstanden i åen nede fortsætter dagen igennem.

- Vandstanden er selvfølgelig stadigvæk høj i Tubæk Å, fortæller Anja Valhøj.

- Men det er på vej den rigtige vej, siger hun.

Læs også
Vandstand topper fredag aften - her er der risiko for digebrud
Læs også
Vandstand topper fredag aften - her er der risiko for digebrud

Selvom pumperne har sikret, at åen ikke er gået yderligere over sine bredder, så har det dog ikke kunnet undgås, at nogle af naboerne til Tubæk Å har fået vand i kældrene.

På havnen har vandet dog holdt sig fra bebyggelsen.

Anja Valhøj fortæller, at der er blevet lagt en watertube ud, som skulle beskytte mod fjordvandet, men det nåede aldrig så højt op, at det kunne have skabt oversvømmelser.

- Den lå der for en sikkerhedsskyld, siger hun.

quote Det ser ud som om, der kan komme en lidt forhøjet vandstand igen i løbet af søndagen

Anja Valhøj, centerchef, plan, byg og intern service, Vordingborg Kommune.

Også søndag og mandag vil pumperne være i gang ved Tubæk Å, fortæller Anja Valhøj.

- Vi følger prognoserne, og det ser ud som om, der kan komme en lidt forhøjet vandstand igen i løbet af søndagen, siger centerchefen.

- Så jeg tænker, at vi lige skal igennem det, før vi fjerner noget som helst, siger hun.

Over 20 pumper i brug

Ved Faxe Å har man også kæmpet mod vandet natten igennem.

Her har man over 20 pumper i brug, fortæller indsatsleder Jens Kragbæk fra Midt- og Sydsjællands Brand og Redning.

quote Vi er glade for, at vejret er blevet en lille smule bedre

Jens Kragbæk, indsatsleder, Midt- og Sydsjællands Brand og Redning.

Men også her har vejret været mildere end frygtet.

- Det er gået rigtig godt, siger han.

- Vi er glade for, at vejret er blevet en lille smule bedre.

Jens Kragbæk, indsatsleder, Midt- og Sydsjællands Brand og Redning.
Jens Kragbæk, indsatsleder, Midt- og Sydsjællands Brand og Redning. Foto: August Tærsker Høgh - TV2 ØST

Alle pumperne er dog fortsat i gang, og det kommer de til at være hele dagen.

Lørdag morgen er der blevet åbnet for sluserne ud til Faxe Bugt, fortæller indsatslederen, men der bliver fortsat holdt skarpt øje med situationen.

- Vi lukker måske igen, siger Jens Kragbæk. 


Nyhedsoverblik