Dele af psykiatrihospital lukker over sommeren efter voldsomme episoder

Flere voldsomme episoder og opsigelser på det psykiatriske hospital i Vordingborg får Region Sjælland til at lukke dele af afdeling S4 over sommeren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Manglende personale, flere voldsomme episoder med psykiske syge patienter og strakspåbud fra Arbejdstilsynet får nu Region Sjælland til at lukke dele af afdelingen S4 på psykiatrihospitalet Oringe i Vordingborg.

Det bekræfter Region Sjælland over for TV2 ØST.

quote Det er ikke en spareøvelse, det er alene et spørgsmål om sikkerhed for medarbejderne og beboerne på stedet

Dorthe Juul Lorenz, sygefaglig vicedirektør hos psykiatrien hos Region Sjælland

Nedlukningen sker fra dags dato og frem til den 31. august. Flere patienter sendes i den periode til andre behandlingstilbud.

- For at sikre forsvarlig sikkerhed for personalet og god kvalitet i behandlingen vælger vi at samle patienterne på et afsnit, siger Dorthe Juul Lorenz, sygefaglig vicedirektør hos psykiatrien hos Region Sjælland.

- Det er sommerferieperiode, og vi har haft nogle få opsigelser og noget personale, der er rykket fra S4 til andre afdelinger i psykiatrien. Af den grund vil vi gerne sikre, at der er nok erfarent personale, og derfor samler vi personalet på det ene afsnit. Vi har dog også rekrutteret nyt personale, og nogle af dem er startet på arbejde, men vi vil gerne sikre, at de får en god introduktion og er tilstrækkeligt kompetente. Derfor er det bedre, at vi samler personalekræfterne på et afsnit over sommerferien, tilføjer hun.

Afdelingen S4 er for særligt udsatte personer med svære psykiske lidelser og sociale problemer, der er frivilligt indlagt. Patienterne kan forlade afdelingen uden opsyn af personalet, selvom de kan være til fare for andre og have en behandlingsdom.

Hvem kommer på de særlige pladser?

  • Efter en række sager, blandt andet på Bostedet Lindegården i Roskilde, hvor en psykisk syg slog en medarbejder ihjel, besluttede Folketinget i 2017, at landets fem regioner skulle oprettes 150 særlige pladser til de farligste patienter i psykiatrien.
     
  • De særlige pladser er for borgere over 18 år, der har svære psykiske lidelser, særlige sociale problemstillinger, udadreagerende adfærd og eventuelt misbrug.
     
  • De særlige pladser i Region Sjælland ligger i Psykiatrien i Vordingborg og er fordelt på to afsnit. Afsnit S4-44 har syv pladser, mens afsnit S4-41 har 16 pladser med mulighed for skærmning.
     
  • De særlige pladser er et såkaldt helhedstilbud med psykiatrisk behandling, rehabiliterende indsats og misbrugsbehandling.
     
  • De særlige pladser er et tilbud til den enkelte patient, man kan altså ikke tvangindlægges der. Hvis der er en begrundet mistanke om vold eller misbrug på afdelingen, kan medarbejderne bruge tvang som kropsundersøgelse, undersøgelse af ejendele, bæltefiksering, tvangsmedicinering og tilbageholdelse. 
     

  • Der er mulighed for forskellige aktiviteter som motion, udeliv og terapi.

 

Kilde: Region Sjælland.

- Vores hovedfokus i denne sag er at skabe et godt arbejdsmiljø og tilstrækkelig sikkerhed for vores personale, fordi det er omdrejningspunktet for deres trivsel, og det er nødvendigt, hvis de skal hjælpe beboerne, som er nogle udsatte borgere, der har brug for særlig hjælp, siger Dorthe Juul Lorenz.

Personalet måtte flygte fra stedet

TV2 ØST har den seneste tid beskrevet, hvordan personalet på afdeling S4 med de særlige pladser frygter for deres sikkerhed, når de er på arbejde.

Nuværende og tidligere personale har fortalt til TV2 ØST, hvordan de ofte flygter fra udadreagerende patienter ud gennem vinduer eller forskanser sig på afdelingens kontorer, mens patienterne forsøger at sparke sig gennem døren.

quote Det går galt, og det ender med menneskeliv

Janne Dissing Mørck, tidligere vikar på  psykiatrihospitalet i Vordingborg

Rækken af voldsomme episoder kulminerende mandag den 1. juni. Her rykkede betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi talstærkt ud til de særlige pladser på psykiatrihospitalet, fordi flere patienter gik amok og smadrede store dele af afdelingen S4, mens ansatte blev truet på livet. Personalet måtte derfor flygte ud af afdelingen og slå alarm til politiet.

Hverken Region Sjælland eller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ønsker at gå i detaljer om episoden. Politiet oplyser dog, at alarmen på stedet drejede sig om trusler om ildspåsættelse og hærværk. Fem personer blev anholdt.

Læs også
Ansatte på psykiatrihospital frygter for deres liv: - Det ender med menneskeliv
Læs også
Ansatte på psykiatrihospital frygter for deres liv: - Det ender med menneskeliv

Men en aktindsigt, som TV2 ØST har fået fra Arbejdstilsynet, viser, at personalet på psykiatrihospitalet ikke har fået gode nok instrukser i at forebygge risikoen for vold og trusler på stedet.

Desuden viser aktindsigten fra Arbejdstilsynet, at der fra den 1. januar til den 15. juni i år i alt har været 32 såkaldte hændelser indenfor fysisk og psykisk vold på de særlige pladser i Vordingborg. Det er for eksempel hændelser, hvor patienter tager fat i medarbejderens arm, spytter, forsøger at kysse eller slår med knytnæve.

Alvorligheden kan ses i, om medarbejderen efterfølgende har fravær eller fortsætter i vagt. Seks ud af de 32 hændelser har ført til fravær hos de ansatte. Sagen betragtes desuden som meget alvorlig hos Arbejdstilsynet.

Artiklen fortsætter under videoen.

Janne Dissing Mørck var gennem længere tid vikar på psykiatrihospitalet i Vordingborg. Men efter episoden den 1. juni vender hun aldrig tilbage til stedet. 

På grund af de 32 hændelser har Arbejdstilsynet givet et strakspåbud til det psykiatriske hospital om at rette op på forholdene, som ifølge tilsynet lige nu strider mod arbejdsmiljølovgivningen.

Sker nedlukningen i sommerperioden for at leve op til Arbejdstilsynets krav om at give godt nok instrukser i at forebygge risikoen for vold og trusler på stedet?

- Vi er rigtig glade for, at Arbejdstilsynet fandt, at vi havde nogle gode instrukser. Det var også rigtig godt, at Arbejdstilsynet var med til at påpege, at der var nogle tilfælde, hvor personalet ikke tilstrækkelig grad var bekendt med dem. Så ja, det er en del af årsagen til nedlukningen, at vi naturligvis vil sikre, at der er tilstrækkelig sikkerhed og et godt arbejdsmiljø for personalet og også tilstrækkelig sikkerhed for de indlagt beboere. Derfor er det vigtigt, vi samler erfarent personale sammen med nogle af de nyuddannede – men på kompetent vis, så vi kan varetage opgaven, svarer Dorthe Juul Lorenz.

Artiklen fortsætter under besøgsrapporten fra Arbejdstilsynet.

 
  Foto: Nick Abildgaard - TV2 ØST (grafik)

Så den midlertidige nedlukning er ikke en undskyldning for at efterleve kravene fra Arbejdstilsynet?

- Nej, det er det ikke. Men det er fordi, at vi skal have tilstrækkeligt kompetent personale, og det er en sommerferieperiode, og det er også vigtigt for arbejdsmiljøet, at vi sikrer deres ferie, svarer hun.

Patienter sendes væk under nedlukning

Mens dele af afdelingen lukker ned over sommeren, sendes flere patienter til andre behandlingstilbud.

- Mellem tre og fire beboere skal midlertidigt være et andet sted i psykiatrien, så der vil være mellem 16 og 17 beboere på de særlige pladser i Vordingborg. Vi prøver at tage vare på hver enkel beboer og gøre det bedste for vedkommende, siger Dorthe Juul Lorenz.

Selve beslutningen om nedlukningen blev taget i sidste uge, hvorefter direktionen og politikerne i Social- og Psykiatriudvalget i Region Sjælland blev orienteret.

Læs også
Psykiatrihospital får strakspåbud efter voldsom episode
Læs også
Psykiatrihospital får strakspåbud efter voldsom episode

Dorthe Juul Lorenz afviser samtidig, at der er tale om en spareøvelse.

- Vi kommer ikke til at spare penge på nedlukningen, og vi kommer helle ikke til at bruge ekstra penge på det. Det personale, som vi har ansat, skal selvfølgelig være på arbejde og have den løn, som de normalt får. Derfor er det er ikke en spareøvelse, det er alene et spørgsmål om sikkerhed for medarbejderne og beboerne på stedet, siger hun og tilføjer:

- Vi har slet ikke haft noget økonomisk besparelses perspektiv inde over denne beslutning.

Psykiatrihospital risikerer bødestraf

For Janne Dissing Mørck, der arbejdede som vikar på det psykiatriske hospital og var på arbejde under den voldsomme episode mandag den 1. juni, er strakspåbuddet fra Arbejdstilsynet en lettelse.

quote Kommer vi overhovedet hjem i dag?

Lenette Bötel Eriksen, arbejder som social- og sundhedsassistent på psykiatrihospitalet i Vordingborg

- Jeg havde håbet, at der var nogen, som hørte opråbet fra os i forhold til de ting, der sker på stedet. Jeg er taknemmelig for, at der endelig sker noget. Men jeg er også frustreret over, at der skal gå så lang tid, og der er så mange mennesker, der er kommet til skade – både personale og patienter, sagde hun til TV2 ØST i slutningen af juni.

- Der har bestemt været mere end 32 overfald eller episoder siden januar 2020, og det ved jeg, fordi jeg selv har været der. 32 er måske end tiendedel af, hvad der har været. Men problematikken er, at mange episoder ikke bliver registeret, sagde hun.

Oringe
Læs også
I Vordingborg tager psykisk syge stoffer i byen - i Viborg låses de inde
Oringe
Læs også
I Vordingborg tager psykisk syge stoffer i byen - i Viborg låses de inde

Påbuddet skal efterkommes straks, fordi de ansatte arbejder med patienter med alvorlige psykisk sygdom, misbrug og med en historik for vold og trusler som personfarlig kriminalitet, lyder det i Arbejdstilsynets besøgsrapport, der blev foretaget over tre besøg i juni.

Arbejdstilsynet vil nu vurdere, om der er grundlag for at melde psykiatrihospitalet til politiet eller give stedet en bøde.

Ansatte frygter for deres liv

Flere ansatte på psykiatrihospitalet fortalte efter episoden mandag den 1. juni til TV2 ØST, at de frygter for deres sikkerhed, når de går på arbejde.

- Det går galt, og det ender med menneskeliv, sagde Janne Dissing Mørck.

Hun bakkes op af fem nuværende og tidligere ansatte, der fortæller til TV2 ØST, hvordan de ofte har måtte flygte fra udadreagerende patienter ud gennem vinduer eller forskanse sig på afdelingens kontorer, mens patienterne forsøgte at sparke sig gennem døren.

Artiklen fortsætter under videoen.

Lenette Bötel Eriksen er ansat på et af naboafsnittene til afdelinge S4, men ligesom sine kollegaer bliver hun tilkaldt, når alarmen går.

Efter episoden stod Lenette Bötel Eriksen også frem. Hun arbejder som social- og sundhedsassistent på en naboafdeling på psykiatrihospitalet og fortalte, at hun har ondt i maven, når hun tager på arbejde. Hun frygter at blive tilkaldt, når alarmen går på afdeling S4.

- Jeg får en kæmpe knude i maven, fordi jeg ikke ved, hvad jeg møder op til, sagde Lenette Bötel Eriksen og tilføjede:

- Jeg er bange for at skulle derop (på afdeling S4, red.). Det gør mig utryg, for når tingene kan blive så voldsomme deroppe, hvad bliver det så næste gang? Og risikerer jeg, at en af mine kollegaer kommer slemt til skade? Eller kommer jeg selv til skade? Eller kommer vi overhovedet hjem i dag?

De særlige pladser blev oprettet i 2018 og koster 5.003 kroner om dagen. Her finansieres 80 procent af en plads af den enkelte kommune, som visiterer en borger til de særlige pladser, der drives af de enkelte regioner.


Nyhedsoverblik