Den nye Storstrømsbro er nu landfast

Arbejdet på Storstrømsbroen har nået en milepæl, der markerer sig i historien.

Der er skrevet Danmarkshistorie i byggeriet af den nye Storstrømsbro, der forbinder Falster og Sjælland via Masnedø.

For søndag fik broen monteret sit sidste brofag, og derved er der nu fast forbindelse.

quote Det er en monumental dag for projektet og for holdet bag

Barry Crouchman, projektchef, SBVJ

- Det er en stor dag, siger Niels Gottlieb, der er projektchef ved Vejdirektoratet, og fortsætter:

- Det er en stor milepæl for projektet at vi får løftet det sidste element op på plads, så vi har en bro, som går fra den ene kyst til den anden.

Niels Gottlieb, projektchef i Vejdirektoratet, er glad for, den nye Storstrømsbro nu er landfast.
Niels Gottlieb, projektchef i Vejdirektoratet, er glad for, den nye Storstrømsbro nu er landfast. Foto: Sebastian Würtz Bonde - TV2 ØST

Humøret er også højt hos Barry Crouchman, der er projektchef hos SBVJ (Storstrøm Bridge Joint Venture), som står for selve byggeriet.

- Det er en monumental dag for projektet og for holdet bag, siger han.

Storstrømsbroen er nu hel fra kyst til kyst.
Storstrømsbroen er nu hel fra kyst til kyst. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV 2 ØST

Lørdag skabte et ustadigt vejr usikkerhed om, milepælen ville kunne nås før nytåret.

Men med ekstra mandskab kaldt ind kom det allersidste brofag på plads, som nu officielt skaber fast forbindelse.

Da vejrprognoserne varslede storm, blev der sat fart på det sidste stykke arbejde.
Da vejrprognoserne varslede storm, blev der sat fart på det sidste stykke arbejde. Foto: Kasper Marquardtsen - TV2 ØST

Mandskabet arbejdede hele natten til søndag med at hejse det allersidste brofag op til broen fra en pram, der sent lørdag eftermiddag sejlede ud fra arbejdshavnen på Masnedø ved Vordingborg. 

Hejsningen af det cirka 4.000 tons tunge og 60 meter lange brofag tog ni timer.

Her ses det sidste brofag, der er ved at blive hejst op fra prammen til broen.
Her ses det sidste brofag, der er ved at blive hejst op fra prammen til broen. Foto: Kasper Marquardtsen - TV2 ØST

- De her operationer kræver, at der er bestemte vejrforhold. 

- Og når der kan komme en storm, så gælder det om at få den op og svæve, inden det begynder at blæse, siger Niels Gottlieb.

Storstrømsbroen bliver landfast
Storstrømsbroen bliver landfast Foto: Sebastian Würtz Bonde - TV2 ØST

Der var dog ifølge Barry Crouchman en anden særlig grund til, at broen skulle stå færdig før nytår.

- Vi er forpligtede til at færdiggøre det sidste element i året 2024, forklarer han.

Forsinket af flere omgange

Storstrømsbroen har været undervejs længe. 

Det første spadestik blev taget i 2018, og planen var, at den skulle stå klar til biltrafik i 2022.

Danmarks tredjestørste bro

  • Den nye Storstrømsbro blev vedtaget i Folketinget med trafikaftalen af 21. marts 2013.

  • Første spadestik blev taget 27. september 2018.

  • Byggeriet af den nye Storstrømsbro beløber sig til 4,3 milliarder kroner i 2023-priser. Denne pris omfatter også nedrivning af den gamle bro.

  • EU støtter projektet med op til 425 millioner kroner.

  • Broen bliver 3.832 meter lang, og bliver dermed den tredjelængste bro inden for Danmarks grænser næstefter Øst- og Vestbroen på Storebælt, som er henholdsvis 6,8 og 6,6 kilometer lange. Øresundsbroen, der kun er halvt dansk, er længere med sine næsten 8 kilometer.

  • Den nye Storstrømsbro indrettes med to jernbanespor, en ni meter bred landevej samt en 2,5 meter bred sti for gående og cyklende.

  • Broen skulle oprindeligt have været klar til biltrafik i 2022 og tog i 2023, men ventes nu klar for biler i 2025 og tog i 2027.

  • Den gamle Storstrømsbro, som skal rives ned, når den nye er færdig, er fra 1937. Den var med sine 3,2 kilometer fra kyst til kyst Europas længste bro gennem 28 år.

Det viste sig dog at være mere kompliceret end først antaget at arbejde i det bløde og ujævne terræn ved Storstrøm. 

Hertil skabte en tid med coronavirus yderligere forsinkelser.

Sådan så det ud, da der blev monteres skråstag på broen.
Sådan så det ud, da der blev monteres skråstag på broen.

Forløber resten af byggeriet som planlagt, vil biler kunne køre over broen i 2025, mens togene kan trille henover skinnerne i 2027.

Dagens store begivenhed tiltrak også flere nysgerrige fra både Sydsjælland og Falster, der fik et glimt af det historiske øjeblik.

En af dem var Bent Jacobsen fra Lundby, der har fulgt byggeriet tæt:

Den gamle Storstrømsbro, som skal rives ned, når den nye er færdig, er fra 1937. Den var med sine 3,2 kilometer fra kyst til kyst Europas længste bro gennem 28 år.
Den gamle Storstrømsbro, som skal rives ned, når den nye er færdig, er fra 1937. Den var med sine 3,2 kilometer fra kyst til kyst Europas længste bro gennem 28 år. Foto: Morten Tiirikainen - TV2 ØST

- Jeg er kommet for at se, hvor langt de er nået og se det sidste fag komme på plads. Det er spændende, siger han og fortsætter:

- Broer er sjove at kigge på, og jeg er lidt fascineret af dem. Jeg glæder mig til at kunne køre over den.

Broen skulle oprindeligt have været klar til biltrafik i 2022 og tog i 2023, men ventes nu klar for biler i 2025 og tog i 2027.
Broen skulle oprindeligt have været klar til biltrafik i 2022 og tog i 2023, men ventes nu klar for biler i 2025 og tog i 2027. Foto: Morten Tiirikainen - TV2 ØST

John Nielsen fra Mogenstrup var også taget på søndagstur til kysten. Han har fulgt projektet siden begyndelsen.

- Det er stort, at den bliver landfast i dag - også for dem, der bygger det, siger han og tilføjer: 

- Det er flot ingeniørarbejde og fascinerende, at de får det til at passe sammen, når det bliver landsat i begge sider.

Storstrømbroen forventes at stå klar til biltrafik i 2025.
Storstrømbroen forventes at stå klar til biltrafik i 2025. Foto: Sebastian Würtz Bonde - TV2 ØST

Barry Crouchmann forstår de lokales entusiasme for byggeriet.

- De lokale føler sig også som en del af projektet. Den er jo til dem, det er deres bro, siger han.

Mere arbejde forude

Selvom broen nu går fra kyst til kyst, venter der et stykke arbejde forude, før den er helt klar til brug.

- Vi mangler endnu tre uger til at sømme fagene i den nordlige og sydlige del, fordi vi skal have svejset forstærkningen, forskallingen og støbt betonen, siger Barry Crouchman.

I september blev pylontoppen støbt færdig på Storstrømsbroen.
I september blev pylontoppen støbt færdig på Storstrømsbroen. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Den historiske milepæl blev fejret med et stort fyrværkerishow på broen søndag aften. 

Når broen står endeligt klar til brug i 2027 vil den have en længde 3,8 kilometer. I alt forventes den at have kostet 4,7 milliarder kroner at opføre.

I anledning af den historiske begivenhed blev der affyret fyrværkeri fra den nye Storstrømsbro.
I anledning af den historiske begivenhed blev der affyret fyrværkeri fra den nye Storstrømsbro. Foto: Per Rasmussen

Herved vil den være klar til at tage imod trafikanter, når Femern-Bælt tunnelen til Tyskland åbner i 2029.

I TV2 ØSTs serie Vi bygger forbindelsen følger vi arbejdet og det store byggeri omkring Femern og den nye Storstrømsbro.

Se det seneste afsnit om en af de store milepæle ved Storstrømsbroen lige her.


Nyhedsoverblik