- Skolen ligner sig selv. Der er bare ingen elever.
Sådan lyder det lakonisk fra forstander Lars Schou Jensen fra Lundby Efterskole tirsdag morgen, efter skolen har måttet sende en meget stor del af deres elever hjem. De er enten smittet med corona eller er nærkontakter til smittede.
Ud af 100 elever var 79 mandag sendt hjem fra skolen, der ligger midt imellem Vordingborg og Næstved.
- Hver gang nogen bliver syge, så skal de sendes hjem. Det samme gælder værelseskammeraterne og kæresten og måske flere. Det griber hurtigt om sig, siger Lars Schou Jensen til TV2 ØST.
Kun en lærer smittet
Skolen har endnu ikke noget overblik over, hvor mange der er på skolen tirsdag morgen.
- Jeg har ikke det præcise tal lige nu. Det gør vi op, oplyser han.
Skolen er dagligt i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, men indtil videre fortsætter skolen arbejdet - primært via Teams.
- Vi har heldigvis kun én lærer, der er smittet med covid. Hvis nu en stor del af lærerstaben var syge, så ville det være svært at fortsætte med at drive skolen, men sådan er det heldigvis ikke, siger han.