Friskole på Møn køber tidligere folkeskole

Efter det første år i midlertidige lokaler får Blå Veje Skole nu en rigtig skolebygning, som eleverne kan indtage fra sommeren næste år.

Det var et spørgsmål om de muliges kunst, da friskolen Blå Veje Skole blev dannet sidste år.

Skolen blev dannet, efter Fanefjord Skole på Møn sammen med tre andre folkeskoler i Vordingborg Kommune blev ramt af sparekniven. 

I det første stykke tid måtte den nye friskole i al hast finde en idrætshal, de kunne bruge til undervisning.

quote Vi vil vokse bæredygtigt, så kulturen kan følge med

Nis Wedel Lorenzen, skoleleder, Blå Veje Skole

Men nu bliver det snart nye tider for friskolen på Vestmøn. 

Vordingborg Kommune har nemlig solgt bygningerne, der tidligere husede Fanefjord Skole, til friskolen.

- Det betyder, at vi har et fast sted, hvor vi kan vokse. Vi har ikke kunnet tage flere elever ind, men når vi åbner til sommer i den gamle skolebygning, kan vi optage flere elever, siger skoleleder Nis Wedel Lorenzen.

- Det giver en glæde, en ro og en masse nye muligheder, tilføjer han.

Flere elever og en 0. klasse

Blå Veje Skole har i øjeblikket 38 indskrevne elever, og han regner med, at skolen til sommer kan optage yderligere 20.

- Vi har besluttet, at vi vil vokse bæredygtigt, så kulturen kan følge med. 

- Det er ikke at mål i sig selv at være større, men lokalsamfundet har bakket flot op om os, og derfor vil vi gerne optage flere, siger Nis Wedel Lorenzen.

Sådan så det ud, da forældre og børn i januar 2023 demonstrerede imod lukningen af fire skoler i Vordingborg Kommune.

De nye lokaler giver også mulighed for at oprette 0. klasse, hvilket skolen ikke tidligere har tilbudt.

Blå Veje Skole overtager lokalerne 1. marts og skal derefter i gang med at renovere særligt faglokalerne, så de er klar til skolestart i august 2025. 

På Facebook efterlyser skolen hjælp fra lokale med det praktiske. Der vil blandt andet være en række arbejdsweekender, hvor man kan gå til hånde. 


Nyhedsoverblik