Nok er nok.
Efter halvandet år med offentlig kritik af emner som etableringen af en padelbane over driften af husets køkken til et påstået forbrug af skattekroner til tyrolermusik, har bestyrelsesformanden for DGI Huset i Vordingborg fået nok.
Torsdag meddelte Nels Petersen, at han forlader posten efter knap to år.
Det meddeler han i en skriftlig meddelelse, som er sendt til TV2 ØST og andre medier.
- Jeg gør det bestemt ikke med glæde, men som et opråb til at stoppe ”mørke” kræfter, der vil os det ondt, skriver Nels Petersen.
Risikerer at trække lange tråde
Han advarer i sin skrivelse mod konsekvenserne, hvis ikke byen siger fra.
- Hvis ikke Vordingborgs borgere, fritids- og kulturliv, erhvervsliv og kommunen vågner op og sætter en stopper for den lille håndfuld hårdkogte kritikere af DGI Huset, der med Sjællandske Nyheder som ren mikrofonholder-attitude, har gjort livet surt for ledelsen og en stab af dedikerede medarbejdere i DGI Huset, ender det med en uoprettelig skade for alle, som vil trække tråde i årevis. Det har ingen i byen og kommunen fortjent.
Hvorfor skal en lille gruppe borgere, som har set sig ond på Huset og os, der arbejder i den gode sags tjeneste, have lov til at smadre det
Det er ikke mindst en kritik af, at DGI Husets køkkendrift skulle være konkurrenceforvridende, der frustrerer Nels Petersen.
- Hvorfor skal en lille gruppe borgere, som har set sig ond på Huset og os, der arbejder i den gode sags tjeneste, have lov til at smadre det, spørger han i meddelelsen.
Ærgerlig næstformand
TV2 ØST har været i telefonisk kontakt med Nels Petersen, der ikke ønsker at uddybe sin kommentar yderligere.
Det vil næstformand og byrådsmedlem Michael Seiding Larsen (V) til gengæld gerne.
- Jeg bakker fuldstændig op om de udtalelser, Nels kommer med. Vi har haft et fortrinligt samarbejde, og vi kommer til at savne den kapacitet, han har været, siger han og afviser kritikken, der har været fremført.
Det er som om, det er galt, når der ikke sker noget i byen, men at det er også er galt, når der sker noget.
- Der er ikke brugt skattekroner på tyrolermusik. Kommunen køber timer i huset præcis som andre kommuner gør i lignende huse. Der er bred politisk konsensus om, at huset skal være et samlende sted for kultur- og fritidslivet, men at vi samtidig også skal drive en kommerciel forretning.
Michael Seiding Larsen lægger ikke skjul på sin egen frustration over kritikken, som han kalder "uberettiget".
Her er hele Nels Petersens meddelelse
Opråb: Vis nu jeres støtte til DGI-Huset
Kære Vordingborg. Jeg har efter små to år på posten besluttet mig for at stoppe som formand for DGI Huset Vordingborg. Jeg gør det bestemt ikke med glæde, men som et opråb til at stoppe ”mørke” kræfter, der vil os det ondt.
Hvis ikke Vordingborgs borgere, fritids- og kulturliv, erhvervsliv og kommunen vågner op og sætter en stopper for den lille håndfuld hårdkogte kritikere af DGI-Huset, der med Sjællandske Nyheder som ren mikrofonholder-attitude, har gjort livet surt for ledelsen og en stab af dedikerede medarbejdere i DGI-Huset, ender det med en uoprettelig skade for alle, som vil trække tråde i årevis. Det har ingen i byen og kommunen fortjent.
Min afgang vil med garanti givet få den lille håndfuld kritikere til klappe i hænderne i troen på første del af en større sejr. Lad dem for himlens skyld ikke lykkes hermed!
Lad i stedet min afgang blive vendepunktet, hvor hele byen rejser sig og bakker op om den enestående konstruktion, som Den Almennyttige Erhvervsdrivende Fond er. Et kæmpe samlingssted og omdrejningspunkt for byen og kommunen inden for idræt, kultur, erhverv og uddannelse. Stigende besøgstal år for år, samlingssted for 30-40 af kommunens foreninger, omdrejningspunkt for et erhvervsnetværk knap 50 af kommunens virksomheder, møde- og aktivitetssted for mange af byens pensionister, et sted med tilbud til unge, der ikke lige passer ind i foreningsverden. Glem heller ikke de hundredvis af svømme-, fitness og spinningbrugere. Det er alt sammen skabt og drevet med dedikation og i en konstruktion, hvor kommunen, foreningsliv og erhvervsliv i fællesskab har evnet at skabe mere sammen end man kan gøre enkeltvis.
Huset har over de seneste år udviklet sig yderligere - helt i overensstemmelse med de velskrevne vedtægter, der er den formelle ramme om stedet: Et nyt spring- og bevægelsescenter og senere i år et nyt padelcenter.
Hvorfor skal en lille gruppe borgere, som har set sig ond på Huset og os, der arbejder i den gode sags tjeneste, have lov til at smadre det? Hvorfor interesserer ingen sig hvor, hvad deres motiver er for denne modstand? Hvorfor stiller Sjællandske Nyheder ingen kritiske spørgsmål til dem?
Hvorfor kaster jeg så håndklædet i ringen og forlader det pragtfulde Hus i utide? Det gør jeg fordi den resterende del af mit liv er for kort til ævl og kævl fra en lille og tilsyneladende forkælet gruppe kritikere, hvoraf nogle arbejder i mørke og støber kuglerne for andre. Jeg har en positiv tilgang til livet, og det vil jeg gerne fortsætte med bevare - uden at mørke kræfter skal ødelægge min dag. Og så er ingen enkeltperson jo uundværlig i et stærkt fællesskab.
Sandheden er, at alt hvad vi foretager os i DGI- Huset er inden for rammerne af de både fornuftige og velskrevne vedtægter, der er godkendt af både kommunen, DGI’s landsorganisation og ikke mindst af de statslige og ofte meget strikse fondsmyndigheder. Vi har inden for de sidste par år fået ny ledelse og en større udskiftning i bestyrelsen. Formålet var at få skabt ro og fremgang efter en turbulent tid med bl.a. krænkelsessag, nepotisme, uregelmæssigheder omkring honorarer m.m. Det er faktisk lykkedes efter en kæmpe indsats og opbakning fra alle - ikke mindst ledelsen og medarbejderne.
Tåler jeg ikke kritik? Jo, da. Har jeg eller Huset begået fejl, står vi ved det, og retter ind.
Men jeg står af, når det handler om en ensidig og vedvarende kritik, der er orkestreret af en lille gruppe mennesker med det klare formål at skabe røre og at skade en god sag og gerning.
Tusind tak for et fremragende samarbejde med Vordingborg Kommune og alle - bestyrelse, som ledelse og medarbejdere i DGI-Huset Vordingborg.
Måtte byen snart rejse sig og give jer fuld støtte.
Nels Petersen
- Det er som om, det er galt, når der ikke sker noget i byen, men at det er også er galt, når der sker noget, siger han.
Sjællandske: Vi kunne have gået hårdere til kilderne
TV2 ØST ville gerne have spurgt Sjællandskes lokalredaktør i Vordingborg Jens-Christian Borre Larsen om, hvordan han ser på kritikken.
Han ønsker imidlertid ikke at stille op til et interview, men henviser i stedet til en kommentar, mediehuset har offentliggjort på sin hjemmeside. Heri erkender mediet, at man kunne have gået hårdere til kilderne.
- Sjællandske Nyheder har gennem årene bragt flere positive artikler om DGI Huset Vordingborg. Derfor må ledelsen også finde sig i, at vi giver en stemme til dem, som kritiserer DGI Huset. Kunne vi have gået hårdere til vores kilder? Ja, det kan vi som journalister altid, men vi har hver gang forholdt DGI Huset kritikken. DGI Huset bryster sig af åbenhed om tilbud og økonomi. Det må huset stå på mål for, skriver mediet.
DGI-Husets bestyrelse har på et møde onsdag konstitueret Henrik Holmer som ny formand.
DGI's hovedbestyrelse vil senere udpege en ny formand.