Hans Nielsen på 79 år holder koncerter i baghaven: - Det her må være livet

Fredag blev årets første sommerkoncert skudt i gang i Hans Nielsens skov i Faksinge nær Præstø. Publikum kan glæde sig til tre mere denne sommer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I en privat skov i Faksinge ved Præstø gemmer der sig en lille perle.

En naturperle der, hver sommer i de seneste fire år, har dannet rammer om en række koncerter.

Bag koncerterne står Hans Nielsen på 79 år.

- Jeg kom jo op i alderen efterhånden, og så må man jo lave noget, lyder det.

Hans Nielsen er tidligere landmand. Han flyttede i 2004 fra Holstebro i Vestjylland til Faksinge med sin kone for at komme tættere på parrets fire døtre.

quote Det er simpelthen bare super. Det her må være livet jo

Hans Nielsen, arrangør, Musik i Faksinge byskov

Grunden, de flyttede ind på, var et stort kaos efter december-orkanen i 1999, men parret fik ryddet området for væltede træer og lavede i stedet små stier og hyggelige områder på det et hektar store område, der i dag danner rammerne for koncerterne i Faksinge byskov.

Hans Nielsens kone døde i 2013. Herefter opstod ideen til koncerterne i parrets skov, som løb af stablen for første gang i 2017.

- Det her må jo være livet, lyder det fra Hans Nielsen, der er arrangøren bag.

Til at hjælpe sig har han sine døtre. Mens bands spiller på scenen hjælper de blandt andet til i baren.

Stor opbakning fra naboerne 

Fredag havde han inviteret gæster inden for til sommerens første koncert. I alt var der plads til 150 personer og billetterne blev hurtigt revet væk.

En af dem, der trofast møder op, når der er koncert, er Anne Nissen-Petersen, der bor i Faksinge.

- Det er superhyggeligt, og vi støtter gerne op om det lokale. Lige så snart vi kan få billetter, så gør vi det.

Læs også
Forsøg med større koncerter under corona kan være på vej
Læs også
Forsøg med større koncerter under corona kan være på vej

Og den opbakning, der er fra de lokale, betyder meget for Hans Nielsen.

- Jeg er meget ydmyg over for det, jeg synes, det er helt fantastisk. Det er simpelthen bare super. Det her må være livet jo, siger Hans Nielsen.

Fredag var det det lokale band, M.C. Hansen, der gav koncert. Også gospel, jazz og country har fundet vej til Hans Nielsens skov i Faksinge.

Næste gang der bliver holdt koncert er fredag den 25. juni.  

De omkring 150 billetter blev revet væk på kort tid.
De omkring 150 billetter blev revet væk på kort tid. Foto: Stephan Svingkær - TV2 ØST
Det lokale band M.C. Hansen spillede årets første koncert i Faksinge byskov.
Det lokale band M.C. Hansen spillede årets første koncert i Faksinge byskov. Foto: Stephan Svingkær - TV2 ØST

Nyhedsoverblik