En havørn er blevet skudt, lemlæstet og efterladt på den ellers lukkede ø Lindholm nord for Møn.
Det oplyser Dansk Ornitologisk Forening, der har meldt drabet på rovfuglen til politiet.
Fuglen blev den 26. marts fundet på Lindholm, der ejes af DTU Veterinærinstituttet. Fuglen var forsøgt skjult under en bunke brædder og gamle paller på øen, og var forinden først blevet skudt med en riffel, og havde derefter fået skåret både fødder og hovedet af med en kniv, oplyser foreningen.
- Det er meget alvorligt. Alle de danske rovfugle er fredede, og vi har kun omkring 60 ynglepar i hele Danmark, siger biolog Knud Flemsted til TV ØST.
Han oplyser, at Dansk Ornitologisk Forening har meldt fugledrabet til politiet.
- Det er heldigvis meget sjældent, at vi ser drab på de store rovfugle – og vi har ikke set lignende sager tidligere på Sydsjælland og Lolland-Falster, siger Knud Flemsted. I 2009 blev en havørn dog skudt ned ved Saltbæk Vig i Nordvestsjælland.
Tidligere har der også været sager, hvor de store ørne blev forsøgt dræbt med gift – men fuglen fra Lindholm viser ingen tegn på forgiftning og har heller ikke ligget i vandet efter at være blevet skudt.
Sagen er i forvejen speciel, da Lindholm Nord for møn er lukket land for borgere uden en speciel tilladelse, da der forskes i blandt andet smitsomme sygdomme på øen.
Den dræbte fugl var en voksen han på godt fire kilo, der beskrives som værende i god stand.
Billede 2, 3 og 4 er taget af DTU-Veterinærinstituttet.