En beruset mand måtte sent onsdag aften ringe til sin kæreste efter hjælp, efter at han var sejlet ud i en jolle i Præstø Fjord.
Det skriver Ritzau.
Spottede jolle
Den 23-årige mand alarmerede fastlandet omkring klokken 22.30, og så begyndte Søværnets Operative Kommando (SOK) og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi eftersøgningen.
Kort efter midnat spottede en helikopter jollen, der vuggede rundt i fjorden. Og en båd blev sendt til stedet med en politimand om bord. Den 23-årige mand var kold efter at have været på vandet i fem til seks timer uden særligt meget tøj på, fortæller politiet.
- Han bliver bragt til sygehuset i Næstved, og vi får taget en blodprøve af ham, siger vagtchef Søren Østervig fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og tilføjer, at manden var godt beruset.
Kendt af politiet
Manden er i forvejen kendt af politiet, og han bliver nu sigtet for spiritussejlads. Senere skal det vurderes, om manden selv kommer til at betale regningen for at få SOK i luften. Vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falster Politi oplyser, at helikopteren koster omkring 80.000 kroner i timen.
- Det er altid en vurderingssag, om folk har opført sig så fjollet, at man vil forsøge at få dem til selv at betale, siger han til TV2 ØST.
/Ritzau