Hitlers hemmelige våben: Da tyskerne regnede ned fra himlen

Fortmester Henry N. Schmidt missede mod den blå himmel. Kom der ikke hvide pletter ud under nogle af de fly, der fløj over Masnedøfortet ved Vordingborg? 

Fortmesteren stod i sit nattøj, spejdede op mod himlen den tidlige morgen 9. april 1940. Kun et par minutter tidligere havde en dyb brummen nærmest rystet ham ud af sengen. Støjen blev højere og højere over det lille hus, der udgjorde fortmesterens hjem - lige inden for pigtrådshegnet på Masnedøfortet.

Henry N. Schmidt var ikke forundret. Han var vant til at høre fly i luften, og fly fra den nærliggende flyvebase på Avnø syd for Næstved kom tit forbi fortet. Men denne morgen var der mange af dem - og de fløj lavt.  

- Jeg tænkte, at det måtte være flyveblade, der blev kastet ned på os, har han senere fortalt i et interview, der i dag opbevares på Rigsarkivet i København. 

Men da hans kone kort efter også stod op, så kunne hun se mere.  

- Det er faldskærmsfolk, udbrød hun bestyrtet. 

Ægteparret kunne snart se en masse faldskærme i luften over fortet. I nogle af skærmene var der maskingeværer og i andre cykler, forklarede Henry N. Schmidt senere. 

Hvad det ældre ægtepar ikke vidste var, at det i virkeligheden var et verdenshistorisk øjeblik, som de to overværede. Da de 96 faldskærmssoldater kastede sig ud af flyverne over Masnedøfortet var det første gang nogensinde, at faldskærmssoldater blev nedkastet som led i en større invasion.  

I virkeligheden var faldskærmsregimenterne på dette tidspunkt Hitlers hemmelige våben. Tyskerne havde i løbet af de sidste fem år opbygget en række faldskærmregimenter specialdesignet til overraskelsesangreb og hurtige fremrykninger.

Iklædt grønne uniformer under en varm overtræksdragt kastede de sig ud over strategisk vigtige punkter i fjendens land og erobrede dem, før fjenden kunne reagere. De skulle herefter holde stand, indtil andre soldater fra deres hær nåede frem.  

Mens russerne uden større held havde nedkastet enkelte faldskærmssoldater under Vinterkrigen i Finland, var det første gang, at faldskærmssoldater blev nedkastet i stor skala for at sikre et strategisk mål under en større invasion. Denne morgen var tyskerne i gang med besættelsen af Danmark - Operation Weserübung Süd - og nedkastningen af soldaterne over Masnedø blev betragtet som et af de afgørende aktioner. 

Fortmesteren Henry N. Schmidt vidste godt, at situationen i forhold til Tyskland var skærpet. Soldaterne i Vordingborg havde dagen forinden fået udleveret skarpe skud, ID-tegn og førstehjælpspakker - men han vidste ikke, at Danmark nu var i krig, da han 9. april kunne se de hvide prikker på himlen. 

Den tyske operation havde tre prioriterede mål på Sjælland og øerne: København, Storstrømsbroen og Langbølgesenderen på Radiofonistationen i Kalundborg. Faldskærmstropperne blev nedkastet for at sikre Storstrømsbroen mod den garnisonsstyrke, som tyskerne mente gemte sig på Masnedøfortet.  

En rapport fra den tyske angrebsstyrke havde på forhånd spået, at Vordingborg var det eneste sted på Sjælland ud over København, hvor der kunne ventes et hårdt forsvar mod besættelsen. 

Fortmester Henry N. Schmidt var chef for Masnedøfortet, der var en del af kystdefensionen. Han var civilt ansat og boede med sin kone og sin søn i et lille hus umiddelbart indenfor hegnet på fortets område. Her havde han boet siden 1915.

På den nærliggende kaserne i Vordingborg var vagten ved at lave et notat om 28 tyske fly i luften, da telefonen ringede.  

- Det er Masnedøfortet. Her er landet fjendtlige faldskærmsjægere. Har De forstået? sagde Henry N. Schmidt stakåndet, før han smed på. Der var ikke tid til at bruge flere ord. 

Fortmesteren havde sendt sin 14-årige søn Poul ud af huset for at vække de to værnepligtige, der tog sig af patruljeringen på det lille fort ved Storstrømmen. Imens ringede han videre for at afgive melding om, hvad der skete på fortet.

Forsvarets Efterretningstjeneste og Kystdefensionen fik også et opkald, før det bankede hårdt på døren. Tyske soldater slog hårdt på træværket i døren med deres geværkolber. 

Hauptmann (en rang svarende til kaptajn, red.) Walter Gericke var leder af angrebsstyrken på Masnedø. Den 8. april var han pludselig blevet kaldt til Hamburg. Her blev hans enhed beordret til at gennemføre angrebet på Masnedøfortet og på Aalborg Lufthavn næste morgen. 

Med i bagagen fik han enkelte kort samt postkort fra Masnedsund og Storstrømsbroen som forberedelse. 

Selv valgte han at deltage i aktionen mod Masnedøfortet, da han her vurderede modstanden til at være stærkest. 

Klokken 04,00 næste morgen lettede delingen fra Stendal 170 kilometer syd for Rostock, og ved daggry kastede soldaterne sig deling for deling ud af deres fly over Masnedø. 

Walter Gericke sprang selv ned med første deling og efter hurtigt at have dannet sig et overblik, gik de med et hvidt flag mod det danske fort. Det så ingen på fortet. Derefter hævede de deres geværkolber, og slog løs på døren ved fortmesterens hjem. 

Da Henry N. Schmidt åbnede døren, blev der straks peget med en skarpladt pistol mod hans bryst.  

- Hænderne op, sagde den tyske faldskærmsjæger. 

- Jeg havde intet valg. Hænderne måtte op, fortalte fortmesteren senere.

Herefter blev han kropsvisiteret for våben. Men da der ikke blev fundet nogen, fik han lov til at tage hænderne ned igen. 

Tyskerne havde ventet at finde 60 mand på fortet, hvoraf en del skulle være specialstyrker. De var derfor overraskede over, at fortet i praksis var tømt og bevogtet af soldater, der godtnok havde våben, men ikke havde ammunition.

Ifølge en vandrehistorie i området havde tyskerne på forhånd sendt spioner ud til fortet. Her havde de hørt fremmedsproget tale, hvilket kunne være et tegn på udenlandske specialister. Ifølge vandrehistorien var det hønsegården på fortet, som tropperne på afstand havde hørt.  

Havde der dog været spioner, så var det mere realistisk, at de havde været forbi i sommeren 1939. Her var der nemlig udstationeret netop 60 mand på fortet under sommerøvelsen, men ingen specialstyrker. 

- Min kone og jeg blev beordret over i Dannevirkes soldaterhjem. På vejen så vi Poul og de to værnepligtige stå med hænderne i vejret, og foran dem havde en af faldskærmsmændene sat sig med et maskingevær i stilling, fortæller Henry N. Schmidt.

Han, konen og sønnen var stadig i nattøj, huskede han. Det forlyder ikke, om de værnepligtige var klædt på. 

På Vordingborg Kaserne ringede kommandanten til Krigsministeriet med meldingen om faldskærmsfolkene. Her spurgte han om ordrer. Han fik at vide, at forholdsordren om at forsvare sig nu var trådt i kraft. 

- Betyder det, at vi må åbne ild mod tyskerne, spurgte kommandanten angiveligt ministeriet. 

- Ja, lød svaret. 

Kasernen meldte nu alarm, og mens sirenen hylede over kasernen, blev soldaterne vækket og fik ordre til at gøre sig klar. 

14-årige Tage Petersen blev brat vækket i sit hjem på Færgegårdsvej i Vordingborg, da de store transportflyvemaskiner med faldskærmsfolk brummede over Storstrømmen.  

Han var nysgerrig, kom hurtigt i tøjet og sprang på cyklen for at se, hvad der skete.  

Han var kammerat med den unge Poul på Masnedøfortet og ville se, hvad der skete. 

Han nåede dog kun til Masnedsundbroen mellem Masnedø og Sjælland, før han blev standset af en faldskærmsjæger. 

- Halt, råbte de. Og så konfiskerede de min cykel, forklarede den aldrende borger fra Vordingborg senere i et notat, der i dag opbevares af Lokalarkivet Kalundborg. 

Også på selve fortet var tyskerne interesseret i cyklerne. 

- De ville have nøglerne til fortet og også vores cykler. Mens en gruppe straks cyklede afsted, så begyndte tyskerne at gennemsøge fortet rum for rum, husker Henry N. Schmidt. 

- De ventede hvert øjeblik et baghold. De vidste ikke, at fortet de sidste mange år kun havde været bemandet under sommerøvelserne, fortalte han senere. 

Hauptmann Walter Gericke havde ikke troet på danskernes forklaring om, at der kun var dem tilstede på fortet. Han forstod ikke, at hans efterretninger havde været så dårlige, som tilfældet var.  

Han rystede på hovedet over hændelsen, og han og de andre soldater grinede af danskernes våben, der var fra tiden lige efter 1. verdenskrig – og som i øvrigt ikke var ladt, da de værnepligtige ikke havde fået udleveret ammunition. 

Først da alle rum på fortet og hele kysten og den lille ø Kalvø var gennemsøgt, erkendte han, at fortet var sikret.  

Med tre grønne skud fra en signalpistol blev flyene over Vordingborg sendt videre mod nord. 

Tyskerne på de konfiskerede cykler ræsede samtidig igennem Vordingborg mod Vordingborg Kaserne.  

De var ikke nok til at gennemføre et direkte angreb på kasernen, men de etablerede i stedet maskingeværreder foran kasernens indgange, så de kunne angribe danske soldater, hvis de ville rykke ud for at kæmpe. 

Dette opdagede garnisonen ikke. Soldaterne var i stedet stærkt optagede af deres forberedelser til kamp. 

En anden gruppe af de tyske faldskærmssoldater gik ned til Storstrømsbroen og indtog det nordlige brohoved. De ventede ikke længe, før tyske motorcykler med sidevogn rullede dem i møde på broens betonelementer fra Falster. De kom fra Gedser, hvor de var kommet ind med færgen knap to timer tidligere. 

Soldaterne rullede straks videre ind i Vordingborg, hvor først havnen blev sikret – og derefter kørte de også mod kasernen. 

Det er senere blevet diskuteret, om danskerne kunne have gjort mere for at forsvare Sjælland. Soldaterne på Vordingborg Kaserne var længe om at komme i aktion. Men også simple midler kunne have været med til at beskytte landet. Eksempelvis kunne klapbroen over Masnedsund være blevet hævet. Det ville have forhindret den lynhurtige tyske fremrykning – men det skete aldrig. 

Storstrømsbroen var et højt prioriteret mål på Sjælland - og det eneste sted, hvor de tyske soldater ifølge deres ordre skulle indlede forhandlinger og trække tiden ud, hvis der var antræk til kamp. Broen måtte for alt i verden ikke ødelægges af danskerne eller af kampe på eller omkring broen, lød tyskernes ordre. 

De havde dog ingen særlig grund til at frygte kampe. På kasernen blev de hektiske krigsforberedelser nemlig standset klokken 6.15 af et opkald fra Amalienborg. 

Her var regeringen til møde hos kongen, og kongen og regeringen beordrede nu hæren og flåden til at indstille alle kamphandlinger. Danmark havde overgivet sig. 

Soldaterne blev i stedet stillet op i kasernens gård, hvor de ventede på videre ordrer. De kom ikke, før de første tyskere vovede sig ind i på det militære område. 

Klokken 07.15 blev Masnedøfortet, Storstrømsbroen og hele Vordingborg meldt besat af tyskerne. 

Først klokken 09.00 fik de tilfangetagne soldater og civile på Masnedsund lov til at forlade deres arrest i soldaterhjemmet. 

- Vi fik lov til at gå tilbage til vores hus, fik noget tøj på os og fik lavet kaffe, fortæller fortmesteren.  

Imens satte de tyske soldater vagtposter op, og faldskæmssoldaterne begyndte nu for alvor at rydde op. Faldskærmene blev indsamlet, og de mange containere blev pakket sammen, så de kunne sendes tilbage til Tyskland. 

Faldskærmssoldaterne blev snart efter afløst af nye soldater fra Gedser. Samme aften vendte de tilbage til deres kaserne på Stendal syd for Rostock.  

Masnedøfortet var imidlertid nu et tysk fort og fortsatte med at være det indtil den 8. maj 1945.

Kommandanten på fortet var nemlig en af de tyskere, der nægtede at overgive sig den 4. maj om aftenen og i dagene efter. Derfor måtte en særlig fredsforhandling til, før fortet igen kom på danske hænder.

Denne artikel bygger på en række skriftlige kilder omkring den tyske besættelse af Danmark. 

Vigtigst er dog et interview med fortmester Schmidt foretaget den 23. August 1943 af kaptajn K. V, Zeitner, hvorfra næsten alle direkte citater stammer. Interviewet opbevares i dag på Rigsarkivet. Citaterne er tilpasset nuværende dansk retsskrivning og i enkelte tilfælde også nænsomt til nutidigt sprogbrug. 

Interviewet blev foretaget i det lille hus på fortet, hvor Henry N. Schmidt stadig boede i august 1943. 

Også Knud B. Rasmussens skriftlige gennemgang af angrebet på Masnedøfortet d. 9. april har været til stor gavn i processen. 

Også Tage Nielsens notat fra Vordingborg fra lokalarkivet bruges i denne fortælling. 

Denne fortælling er udarbejdet af:

Tekst og research: Jakob Olling

Billedresearch: Thomas Albrektsen

Grafik: Nick Abildgaard

Redaktør: Mathias Svane Kraft