Lige fra Vordingborg over Næstved og til Faxe har folk hørt det. To rungende brag kort efter klokken 13.
Årsagen findes oppe i skyerne. Her har to af Forsvarets F16-fly fløjet over Møn. Bragene skyldes, at flyenes hastighed gør, at de bryder gennem lydmuren.
De to fly er fra afvisningsberedskabet, oplyser Forsvaret. Beredskabets opgave er at afvise eventuel uvelkommen trafik i dansk luftrum, men Forsvaret kan dog på nuværende tidspunkt ikke oplyse, om det blot er tale om en øvelse.
Stor skandinavisk øvelse er ikke årsag
Forsvaret deltager i disse dage i en stor nordisk øvelse, Arctic Challenge Exercise. Sverige, Norge, Finland og Danmark bidrager alle med kampfly til øvelsen.
På øvelsen bidrager Danmark med syv F-16 fly og knap 100 medarbejdere, der under øvelsen befinder sig i Rovaniemi i Nordfinland, skriver Forsvaret på sin hjemmeside.
Forsvaret afkræfter dog over for TV2 ØST, at overflyvningen i det sydsjællandske luftrum har noget med den øvelse at gøre.