TV2 ØST har i den forgangne uge fortalt, at flere borgere i Strøby Egede ikke modtager deres post, som PostNord har ansvaret for at bringe ud.
Det har blandt andet haft den konsekvens, at en borger var blot tre dage fra at blive sendt til inkasso, og at en mor aldrig modtog indkaldelser til sin datters undersøgelser på hospitalet.
Min umiddelbare tanke er, at der er en, der skulle være hurtig færdig med sin postrute
Siden har borgere fra Haslev, Karise, Præstø og Vordingborg henvendt sig til TV2 ØST, fordi de oplever tilsvarende problemer med PostNord, og nu er TV2 ØST så blevet bekendt med endnu en hændelse, hvor posten ikke er nået frem til de rette modtagere.
Det drejer sig helt konkret om flere bundter af breve, der er endt under nogle grantræer frem for i folks postkasser.
Breve var områdesorteret
Brevene blev fundet tirsdag den 7. februar i et lille skovområde ved Nyskovvej i Lundby nord for Vordingborg.
Det var Lisbet Munthe-Brun fra Ørsted, der opdagede brevene, mens hun gik tur med sin fars hund.
- Jeg går ned ad en lukket markvej, og så ser jeg pludselig noget hvidt, der ligger under nogle grantræer et godt stykke fra vejen, fortæller hun.
Da Lisbet Munthe-Brun undersøgte sagen nærmere, opdagede hun til sin forbløffelse, at det var flere bundter af uåbnede breve.
- Nogle af brevene var helt tørre, så jeg antager, at de er fra samme dag. Nogle af de andre var våde, så de har nok ligget lidt længere tid, forklarer hun.
På kortet kan det ses, hvor brevene blev fundet.
Grafik: Nick Abildgaard
Lisbet Munthe-Brun har optalt brevene og mener, at der er omkring 88 breve i alt. De er ifølge hende blevet sorteret i bundter efter områder med en elastik omkring – nogle er adresseret til Tappernøje andre til Præstø og et par enkelte til Udby.
Men det er fuldstændig umuligt for mig at komme igennem til PostNord
- Så min umiddelbare tanke er, at der er en, der skulle være hurtig færdig med sin postrute, som ikke har gidet at køre turen færdig og så bare har smidt det, siger hun.
Tog ikke telefonen
Lisbet Munthe-Brun forsøgte efterfølgende via både telefon og PostNords app at komme i kontakt med PostNord. Hun ville nemlig gerne lave en aftale med PostNord om, at hun kunne lægge brevene på adressen, hvor hun havde fundet dem, så et postbud kunne komme og hente dem.
- Men det var fuldstændig umuligt for mig at komme igennem til PostNord. Så jeg valgte i stedet at tage brevene med mig og aflevere dem i Kvicklys postlevering. Der fortæller de mig, at deres postbud fra PostNord ville komme inden for en halv time, og at de vil give ham brevene med retur.
Lisbet Munthe-Brun har ikke nærstuderet brevene, men hun fortæller, at det under optællingen var tydeligt, at en af kuverterne indeholdt et plastickort.
- Jeg ved jo ikke, om det har været et sygesikringskort eller kreditkort, eller hvad det her været, men det var i hvert fald et kort af plastic.
PostNord beklager
TV2 ØST har spurgt Datatilsynet, hvorvidt det kan betragtes som et brud på persondatasikkerheden, at personlige breve har ligget frit tilgængeligt i naturen. Datatilsynet forklarer, at der godt kan være tale om et brud på persondatasikkerheden, men vurderer dog, at PostNord ikke er forpligtet til at anmelde det konkrete tilfælde til tilsynet:
- Så længe brevene ikke er åbnet, vil der næppe være tale om et brud, der skal anmeldes til Datatilsynet, lyder det i et skriftligt svar.
TV2 ØST ville gerne have haft et interview med PostNord. Dette har ikke været muligt, og i en mail til TV2 ØST skriver virksomheden mandag eftermiddag:
- Vi kan bekræfte, at de omtalte breve i sidste uge blev fundet af en opmærksom borger, der var så flink at aflevere dem på et af vores posthuse. Brevene blev samme dag afhentet og er nu på vej til de retmæssige modtagere.
- Vi er utrolig kede af, at et af vores postbude tilsyneladende har tabt brevene på sin vej. Det er en rigtig beklagelig fejl, og vi vil gerne takke borgeren for, at hun indleverede brevene på posthuset – det er det helt rigtige at gøre i en sådan situation. Alternativt kunne hun have lagt dem i en af vores røde postkasser.