Kan man lave mad, tromme og spille orgel på samme tid?
Det vil gadeteatret Yelling Kitchen Prince bevise på Slotstorvet i Vordingborg mandag eftermiddag.
Showet bliver kaldt en blanding af teater, cirkus og koncert, og er en af de gratis glæder under dette års Waves Festival.
Der var masser af mennesker, 350 publikummer til danseforestillingen. Mange af dem kom fra København
Den internationale teaterfestival begyndte egentlig søndag aften med danseforestillingen, Moeder på Vordingborg Teater og senere en koncert med den tjekkiske duo, Tara Fuki på spillestedet Stars.
Flot fremmøde til åbningsforestilling
- Der var masser af mennesker, 350 publikummer til danseforestillingen, og mange af dem kom fra København. Jeg så også en teaterdirektør fra Norge blandt publikum, så det fortæller mig, at vi har gang i noget godt, fortæller Nullo Facchini, som er kunstnerisk leder af Waves festivalen.
Bag Waves festivalen er et lille hold på 10-12 personer, men 30-40 frivillige hjælper til og får festivalen til at køre på skinner de næste seks dage.
Nullo Facchini får som sædvanligt travlt under selve festivalen, men i år er der ekstra travlt:
- Jeg spiller selv med i en forestilling i år, der hedder Skjult Nummer. Den spiller i dag og onsdag til fredag, fortæller han.
Waves festival
- Waves Festival er en international teaterfestival.
- Det er 14. gang den indtager Vordingborgs teatre og gader. i år sker det fra 20. til 26. august.
- Festivallen begyndte i 1991 og bliver afholdt hver andet år.
- Det seneste årti har der været cirka 25.000 gæster til festivalen.
- Festivallen får 1,5 mio. kr. i støtte fra Vordingborg Kommune og fra staten, men genererer ifølge en undersøgelse fra Rambøll økonomiske effekter i lokalområdet for 3,4 mio. kr.
Hvis man beder Nullo fremhæve noget fra årets program, begynder han en lang remse:
- Jeg synes jo, det hele er godt, siger han.
Han nævner dog bl.a. Cirkus Ronaldo med forestillingen Fidelis Fortibus, som foregår på Cirkuspladsen torsdag, fredag og lørdag:
- Det er en fuld cirkusforestilling, hvor én mand spiller alle rollerne. Det er en rigtig sjov forestilling, fortæller Nullo Facchini.
Stor slotsport bygges op i pap
Han fremhæver også den arkitektoniske event "Vordingborg Slotsport", hvor borgere og festivaldeltagere bedes hjælpe med at bygge en 20 meter høj slotsport op i pap.
- Den bliver bygget op fredag og så skal den rives ned lørdag, når festivallen slutter, siger festivallederen.
Det er franskmanden Olivier Grossetête, der står bag rekonstruktionen af byporten.
Selve byggeklodserne til porten skal laves i løbet af ugen af frivillige hænder i Vordingborghallen.
- Og vi mangler stadig frivillige. Det eneste det kræver er to hænder og at man kan folde en papkasse og håndtere en rulle tape, siger Nullo Facchini.
Der laves byggeklodser kl. 10-13 og 14-17 fra 21.-24. august.
Hvis du gerne vil hjælpe til, så ring til frivillige-koordinator Astrid på 28 71 76 98.
Du kan se eksempler på nogle af Grossetêtes tidligere pap-byggeprojekter i Frankrig her: