Italiensk brobygger vil have dobbelt så meget for at bygge den nye Storstrømsbro

SBJV, der står for opførelsen af den nye Storstrømsbro, har fremsat et ekstra krav på næsten to milliarder kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det italienske konsortium SBJV kræver flere penge til byggeriet af den nye Storstrømsbro.

Det skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

I et svar fra Vejdirektoratet, som transportminister Trine Bramsen (S) har sendt til Folketingets Transportudvalg, fremgår det, at der er tale om et meget stort samlet krav.

quote Vi er fuldstændig uenige

Erik Stoklund Larsen, anlægsdirektør i Vejdirektoratet

- Kravet består af en række delkrav, som sammenlagt er i samme økonomiske størrelsesorden som den oprindeligt aftalte kontraktsum, skriver Vejdirektoratet.

Med andre ord løber det angiveligt op i omkring to milliarder kroner, da kontraktstørrelsen på selve opførelsen af broen, som SBJV vandt i 2018, lød på 2.057,1 millioner kroner.

Uenighed om kompensation

SBJV ønsker ikke selv at kommentere årsagerne til sit krav.

- Vi er i god dialog med Vejdirektoratet om sagen, og har derfor ikke mulighed for at svare på yderligere spørgsmål, mens den dialog pågår, siger konsortiets danske talsperson Christian Lemvig.

I svaret til transportudvalget fremgår det dog, at kravene går både på tekniske forhold og forsinkelse med ønske om kompensation.

Men Vejdirektoratet har ikke tænkt sig at imødekomme kravet fra de italienske brobyggere. 

- Vi er fuldstændig uenige, vi er meget langt fra hinanden, siger Erik Stoklund Larsen, der er anlægsdirektør i Vejdirektoratet.

Erik Stoklund Larsen, anlægsdirektør i Vejdirektoratet.
Erik Stoklund Larsen, anlægsdirektør i Vejdirektoratet. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Vejdirektoratet er nu i gang med at danne sig et overblik over de forskellige krav, og hvad der ligger til grund for dem. 

- Vi har en udmærket og professionel dialog med entreprenøren, så nu skal vi i første om gang se, om vi kan tale os tilrette derigennem, og lykkes det ikke, så bliver det så voldgiftretten, der skal tage stilling til det, men der er vi slet ikke endnu, fastslår han.

Store underskud

Det italienske konsortium SBJV er presset rent økonomisk. 

I 2019 havde konsortiet et negativt resultat på 160 millioner kroner, og samtidig gik konsortiets egenkapital i minus med 155 millioner kroner.

I 2020 var der et negativt resultat på over 217 millioner kroner og en negativ egenkapital på hele 372,5 millioner kroner. Regnskabet blev betegnet som utilfredsstillende, og det var især coronapandemien, der blev beskyldt for at forårsage det store underskud.

Sådan kommer den nye bro til at se ud. På hver side af pylonen ses en række af de i alt de 44 bropiller, med tilhørende fundament nederst , som skal føre vej og jernbane fra kyst til kyst. Broen bliver Danmarks tredjestørste bro efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen.

Det italienske firma Itinera SpA, der er den reelle ejer af konsortiet SBJV, har indtil videre holdt konsortiet oven vande rent økonomisk. 

I regnskabet for 2020 står der således, at Itinera vil sørge for den nødvendige likviditet til de planlagte aktiviteter i SBJV i regnskabsåret 2021, således at selskabet kan betragtes som et igangværende foretagende’.

Ramt af forsinkelser

Byggeriet af den nye Storstrømsbro er blevet forsinket af flere omgange, senest i december, hvor Vejdirektoratet meldte ud, at de forventer at broen først kan åbne for biltrafik i slutningen af 2025 og for togtrafik i starten af 2027.

Men de italienske brobyggere er dog mere optimistiske. 

De har allerede skruet tempoet på byggeriet i vejret, og forventer, at det vil betyde, at broen vil stå klar til åbning for biltrafik i 2024 og for togtrafik i 2026.

Læs også
Ny Storstrømsbro forsinket - nu bygger italienske brobyggere fra begge sider
Læs også
Ny Storstrømsbro forsinket - nu bygger italienske brobyggere fra begge sider

Men forsinkelser betyder, at Vejdirektoratet også har tænkt sig at kræve penge fra SBJV for ikke at færdiggøre byggeriet til den aftalte tid. 

- Vi kan se, at han (entreprenøren, red.) vil overskride afleveringsdatoen, og derfor vil vi varsle en dagbod over for ham, som vi vil begynde at effektuere, når vi overskrider den dato, hvor han skulle have afleveret, fastslår Erik Stoklund Larsen.


Nyhedsoverblik