I Bådhal 8 på Præstø Havn er der i to år blevet slebet, hamret og savet.
Og nu er den stort set klar til, at folkene bag kan søsætte den i løbet af foråret næste år.
- Vi kan næsten ikke vente med at komme ud og afprøve den. Det ville være fantastisk, hvis den kunne komme ud og sejle i år, siger en af dem, der har været med fra start, Stefan Preusche.
Båden ''Præstø-jollen", der, som navnet antyder, har fået sit navn efter havnebyen, kommer 'kun' til at veje 400-500 kilo, når den står færdig.
Det særlige ved netop denne båd er dog hverken navnet eller vægten, men derimod byggeteknikken.
Klinkbygning på verdensarvsliste
Præstø-jollen er bygget efter den gamle nordiske klinkbådstradition, som går helt tilbage fra vikingetiden.
Bag jollen står den Præstø-baseret forening 'Forening for Traditionelle Håndværk'.
- Det er desværre et uddøende håndværk, og der er ikke så mange, der gør det mere, siger Stefan Preusche.
Hvad er en klinkbygget båd?
At klinkbygge betyder, at plankerne (de vandrette bor) overlapper hinanden
Plankerne bliver - startende fra bunden af - knittet sammen med kobbernitter, kobbersøm og en skive på indersiden, som man slår sammen og 'klinker' - deraf navnet at klinkbygge
Har ry for at være en let og velsejlende båd
Er i mere end 1000 år blevet brugt til fiskeri, vare- og persontransport, krig og lostjeneste
Vikingeskibsmuseet udbyder kurser i klinkbyggede både og har modtaget penge fra Nordea-fonden til at udbrede og videreformidle viden om den gamle bådebyggertradition
Kilde: Stefan Preusche og Vikingeskibsmuseet
Foreningen kunne derfor juble, da den særlige bådebyggertradition blev optaget på Unescos liste for kulturarv i 2021.
- Vi startede faktisk på det her projekt, inden den kom på Unescos Verdensarvsliste - kun afbrudt af corona. Så det er lidt sjovt, siger Stefan Preusche, som er uddannet tømrer.
- Der er meget tradition forbundet med klinkbyggede både. Bådene har været ekstremt vigtige i hele kyststrækningen, og helt op til 70'erne brugte man dem som regulært fiskefartøj i Norge, tilføjer han.
Flere fine besøg
Den karakteristiske duft af træ og larmen fra bådhallen får flere af de forbipasserende på Præstø Havn til at kigge ind.
- Det er fedt at lave noget med hænderne, som er så flot, og som folk kommer ind og beundrer, siger Stefan Preusche.
I sommeren 2023 fik foreningen endnu et fint besøg. Her lagde Dronning Margrethe nemlig vejen forbi under årets sommertogt.
Her fik dronningen en helt særlig opgave, der med medlemmernes egne ord allerede har givet båden 'en rigtig god start'.
- Vi spurgte, om hun ikke ville lægge en jubilæumsmønt med sit ansigt ned under mastefoden, hvorefter vi sømmede den fast, fortæller Stefan Preusche og tilføjer med et lille smil:
- Man lægger den under mastefoden for at bringe held til besætningen og båden, så den ikke går under. Nogle siger, at hvis båden nu skulle gå under, så er der en mønt til at betale færgemanden over til anden side.
Du kan se flere billeder af Præstø-jollen herunder.