EU, det indre marked og frihandel kan måske lyde lidt tørt.
Men for en lokal plastproducerende virksomhed i Præstø har det kæmpestor betydning.
- Hvis jeg har virksomhedskasketten på, må jeg sige, at EU gør det væsentlig nemmere for os, Peter Rosenkrands, der er direktør hos virksomheden Knudsen Extrusion.
Men det er kun, når de samme regler gælder for alle EU-lande.
- Hvis mine konkurrenter ikke skal opfylde de samme krav, kan de reelt levere et produkt, der er mindre kostbart, end det jeg skal levere, sige direktøren for Knudsen Extrusion.
Artiklen fortsætter under billedet
På grund af en stor forskel på krav til produktionen, kommer der ifølge direktøren en unfair konkurrence på området.
- Indtil alle lande rent faktisk implementerer de regler, der er gældende, så vil du have udfordringer, der er konkurrenceforvridende.
Nemmere at sælge til Spanien end Brasilien
Virksomheden Knudsen Extrusion producerer slanger, rør, fladbånd og profiler i termoplast og eksporterer 60-65 procent til både EU-lande og lande uden for EU.
Når vi sælger en vare, kan vi på grund af harmonisering med stor lethed levere til en kunde i Spanien eller Italien
Harmonisering af europæiske standarder og europæiske normer, CE-mærkning, tekniske specifikationer og tolddeklarationer gør det nemmere for virksomheden at eksportere til Spanien frem for Brasilien.
- Når vi sælger en vare, kan vi på grund af harmonisering med stor lethed levere til en kunde i Frankrig, Spanien eller Italien. Men hvis vi eksporterer til USA eller Brasilien, kan der være nogle andre hindringer eller normer, som man skal overholde, som gør det mere besværligt, siger direktør Peter Rosenkrands.
Harmonisering af varer i EU:
- Når EU laver ensartede standarder og regler for medlemslandene, kaldes det en harmonisering.
- Ca. 50 % af alle varer, der handles på EU’s indre marked, er omfattet af harmoniserede regler. Det gælder f.eks. motorkøretøjer, lægemidler, fødevarer, kemikalier og tobaksvarer.
- EU har desuden harmoniseret regler for en række ydelser. Det gælder bl.a. posttjenester, betalingskort og forsikringer.
Kilde: EU-Oplysningen
Anders Guldhammer: - Vi skal have større fleksibilitet i markedet
Selvom direktøren mener, at det er nemt at sælge til andre EU-lande, vil en lokal EU-kandidat kæmpe for, at det skal være endnu nemmere.
- Der er stadig nogle hindringer, og det er noget, vi skal have væk, så vi får en større fleksibilitet i markedet, siger Anders Guldhammer (K) fra Faxe, som stiller op til Europa-Parlamentet.
Vi skal udvikle det indre marked og udvide handelsaftaler med lande uden for EU, for det fremmer også danske virksomheder
- Der er stadig nogle hindringer på nogle specielle produktområder, som er vanskelige at gøre noget ved, fordi der er nogle internationale og nogle nationale regler, som man skal opfylde, og det giver hindringer for virksomheder, der enten er nye eller som er ved at lave nogle nichéprodukter.
Kandidaten fra De Konservative mener også, at det indre marked skal være endnu større:
- Vi skal udvikle det indre marked og udvide handelsaftaler med lande uden for EU, for det fremmer også danske virksomheder i at komme ud i den tredje verden. Antallet af handelsaftaler er steget. Men ikke nok. Vi skal arbejde videre, siger han.
Annemette Johnsen (SF): - Vi skal ikke give køb på arbejdsbeskyttelsen
EU bør også være en større spiller på et andet område, mener direktør fra Knudsen Extrusion i Præstø. For inden for eksempelvis arbejdsmiljø er Danmark et foregangsland, som har skrappere regler, end de andre lande i EU. Men det kan samtidig virke konkurrenceforvridende, mener direktøren.
Vi skal selvfølgelig ikke give køb på arbejdsbeskyttelsen
- Vi er jo ret langt fremme på arbejdsmiljø i Danmark. Specifikt i plastbranchen har vi regler for, hvor meget vores medarbejdere må løfte. De må max løfte 13 til15 kilo, hvor der i konkurrerende virksomheder i Europa ikke er nogen regler, siger Peter Rosenkrands.
Danske virksomheder skal altså leve op til skrappere krav, og det kan give konkurrenter i udlandet en fordel.
- Når varen kommer i 25-kilos-sække, gør det, det lidt svære for os. Vi passer på vores medarbejdere, men det kan være konkurrenceforvridende, siger direktøren.
Løsningen på det må være, at reglerne vedrørende arbejdsmiljø også må ensartes i hele EU, mener en lokal SF-kandidat.
- Vi skal selvfølgelig ikke give køb på arbejdsbeskyttelsen. Jeg ville hellere, at EU lavede fælles regler for arbejdsbeskyttelse, og det tror jeg også kommer, siger Annemette Johnsen fra Guldborgsund.
- Det tager tid når 28 lande skal blive enige
Regelsættet, der handler om arbejdsmiljø og arbejdsforhold, bør også harmoniseres, mener Anders Guldhammer (K).
Men det er ikke sikkert, at den fælles standard, bliver den standard, vi har i Danmark, bemærker han.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Det er ikke sikkert, det bliver vores standard med, at man max må løfte 13 til15 kilo. Nogle gange skal vi have kompromiser i en periode. For det kan være en omkostning for de lande, der ikke har de regler. Vi er meget velreguleret i Danmark, når det kommer til arbejdsmiljøet - og det er ikke alle lande, der er det, siger Anders Guldhammer.
Og det tager tid, når så mange forskellige lande skal nå til enighed, mener han.
Nogle gange skal vi have kompromiser i en periode. For det kan være en omkostning for de lande, der ikke har de regler
- Det tog os 12 år at komme igennem med Affaldsdirektivet, siger han og henviser til EU's affaldslovgivning om at forebygge affaldsproduktion samt at øge genanvendelsen af kommunalt affald og emballageaffald.
- Vi skal gerne lande på et direktiv, som rummer muligheden for, at vores eksisterende regelsæt kan anvendes, men at man samtidig giver mulighed for at de andre lande kan starte på et andet niveau, men arbejde hen imod sådan, som Danmark har det. Det tager tid, når 28 lande skal blive enige om det. Det var meget lettere, hvis vi selv kunne bestemme, men det kan vi jo ikke, når vi er med i EU.
EU's affaldsdirektiv:
EU har fastsat de overordnede rammer for affaldsreguleringen i affaldsdirektivet og andre regler for specifikke affaldsfraktioner og overførsel af affald. Reglerne skal sikre miljøbeskyttelsen, men skal også sikre, at de virksomheder, som beskæftiger sig med affald, har så ens vilkår som muligt.
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet