På baggrund af en DR-dokumentar, som afdækker kritisable arbejdsvilkår for migrantarbejdere i Danmark, hjemsendes en række medarbejdere fra arbejdet på tre offentlige byggerier i Danmark.
Det skriver DR, som fortæller, at der er tale om "flere hundrede medarbejdere". Dokumentaren har titlen "På statens regning".
Ifølge DR er der tale om byggeriet af de nye store hospitaler i Odense og Køge samt byggeriet af Storstrømsbroen.
Dokumentaren afslører ifølge DR kritisable forhold under det italienske byggeselskabet Itinera. Itinera er hovedentreprenør på byggeprojekterne.
Det skulle være en albansk underleverandør, et firma kaldet Tekno Fire, som er suspenderet.
De albanske ansatte er på beløbsordningen i Danmark, der tilsiger, at man skal tjene mindst 487.000 årligt for at få arbejdstilladelse igennem ordningen.
Men i dokumentaren fortæller ansatte om, at de er blevet påkrævet at aflevere en del af lønnen tilbage til arbejdsgiveren.
DR har talt med ejer og direktør af Tekno Fire, der afviser at have haft kendskab til forholdene.
Også Itinera afviser over for DR at have kendskab til sagen.
TV2 ØST har modtaget en kopi af selskabets kommentar til afsløringerne:
- Oplysningerne om Tekno Fire i forelæggelsesbrevet er forkastelige. Da vi blev opmærksomme på rygter om firmaet for et par uger siden, informerede vi straks de relevante myndigheder, udtaler Barry Crouchman, der projektchef på Storstrømsbyggeriet og områdechef i Norden for Itinea, i brevet.
Itinera gennemfører efter eget udsagn blandt andet kurser om det arbejdsmarkedssystem og gennemfører løbende løntjek som supplement til offentlige stikprøver.
- I tilfældet med Tekno Fire ser ingen af disse foranstaltninger dog ud til at have opdaget denne type adfærd, konstaterer Crouchman, der oplyser, at den albanske virksomhed nu er blevet suspenderet.
- Vi vil nu foretage yderligere undersøgelser med støtte fra vores kunder, og hvis vi opdager noget, vil vi ikke tøve med at melde firmaet til de relevante myndigheder og opsige kontrakten.
Både byggeriet af Storstrømsbroen og sygehusene i KØge og Odense har været ramt af massive forsinkelser.
Både Fagbladet 3F og TV2 ØST har tidligere beskrevet, at der på de tre byggerier har været sager om underbetaling af ansatte.