Der skal i alt 48 kæmpe brodragerelementer til en ny Storstrømsbro, og nu er den første støbt og klar til at blive sejlet ud på plads.
Det oplyser Vejdirektoratet.
Brodrageren er det element, som forbinder bropillerne og bærer selve kørebanen og jernbanen.
- Det er noget af en milepæl for projektet, at vi nu har fået første præfabrikerede brodragerelement gjort færdigt, udtaler Niels Gottlieb, der er projektchef ved Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse.
Ud af de 48 elementer bygges 44 i den enorme produktionshal, mens de sidste bygges på landdæmninger på begge sider af Storstrømmen.
- Elementet har været noget tid undervejs, fordi det er den første af slagsen, så det er lidt af en lakmusprøve, vi nu har overstået.
- Mandskabet har fået rigtig god erfaring med de forskellige processer, så nu kan de mere regelmæssigt gøre nye brodragerelementer færdige, siger Niels Gottlieb.
Klar til udsejling
Brodragerelementet er 73 meter langt, 24 meter og vejer cirka 4.000 ton.
Brodragerelementet står i øjeblikket uden for hallen, hvor den skal have påspændt armeringskabler, før den bliver sejlet ud til Storstrømmen og placeret på bropillerne.
Når brodragerelementet støbes i produktionshallen, foregår det med tre forskellige arbejdsstationer.
Ved den første arbejdsstation bliver der installeret stålarmering til brodragerens bund og sider. Ved den anden station bliver bundpladen og siderne støbt med beton, og ved den sidste station bliver brodækket støbt og armeret.
Alle tre arbejdsstationer er i øjeblikket i brug. Det betyder, at der arbejdes på tre nye brodragere på én gang. Når de første bropiller er bygget og gjort klar, bliver elementerne sejlet ud og hejst op på pillerne.