Rikke Louise Andersen fra Nyråd på Sydsjælland delte i august 2016 et overvågningsbillede på Facebook af en 20-årige mand, som blottede sig foran Rikke Louise Andersens 10-årige datter og hendes veninde.
I opslaget skrev hun: - Ham hér skal vi have fat i, så del indtil vi finder ham. Men det er en overtrædelse af Persondataloven.
Men sagen stoppede ikke her. Mandag behandler Højesteret nemlig det principiele spørgsmål om, hvorvidt man må offentliggøre billeder af den karakter, som sagen drejer sig om, hvis man har en særlig god grund til det.
Hensynet til en forbryder bør aldrig nogensinde veje tungere end hensynet til et offer, som i dette tilfælde var to 10-årige børn
Det skriver DR Sjælland.
- Hensynet til en forbryder bør aldrig nogensinde veje tungere end hensynet til et offer, som i dette tilfælde var to 10-årige børn. Når man begår forbrydelser, må man tage med som straf, at man risikerer at ende på forsiden, siger Rikke Louise Andersen til DR Sjælland.
Blotter idømt bøde på 2.500 kroner
Rikke Louise Andersen blev idømt en bøde på 5.000 kroner for at offentliggøre overvågningsbilledet, mens blotteren skulle betale en bøde på 2.500 kroner.
Men hun nægtede at betale bøden, og sagen kom for retten, hvor hun i marts 2017 blev frifundet i byretten.
Anklagemyndigheden havde dog tiltalt hende efter en forkert paragraf, derfor blev der rejst fornyet tiltale, og Rikke Louise Andersen blev i juni 2017 dømt til at betale bøden. Den som stadfæstede landsretten i januar sidste år.
Sagen, som i dag kommer for Højesteret, er principale og handler ifølge DR Sjælland blandet andet om, hvorvidt man kan tiltale en person i den samme sag to gange, selvom man i første forsøg er blevet frifundet.
- Spørgsmålet er, kan man det, eller har anklageren kun ét skud i bøssen? Det er det yderst principielle spørgsmål, som Højesteret skal tage stilling til som det første, siger Rikke Louise Andersens forsvarsadvokat, Kåre Pihlmannn, til DR Sjælland.
Giver ikke op
Sagen fra Nyråd har delt vandene blandt befolkningen. Men det får ikke Rikke Louise Andersen til at stoppe sin kamp.
- Jeg råber højt og jeg kæmper videre. De fleste folk vil jo nok sige: Giv op. Men det har jeg ikke tænkt mig at gøre. Det her handler om mit barn og om andre børn. Og det er derfor, jeg fortsætter den her kamp. Det her er børnenes stemme, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med, sagde Rikke Louise Andersen til TV ØST i januar 2018.
- Det kan godt være, at der sidder nogle og tænker: ”Hun er bindegal”, det er så deres ret. Det har jeg ikke rigtig nogen holdning til.