Næsten uddød fisk fanget flere gange på kort tid

En fisker fra Møn har flere gange denne sommer begået en usædvanlig bifangst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hans Holger Strander Petersen har fisket siden 1971 og har efterhånden haft det meste i nettet.

Alligevel er den garvede erhvervsfisker blevet overrasket denne sommer.

I juni, da han sejlede ud fra Klintholm Havn på Møn for at fange pighvar, var der pludselig en sjælden bifangst i nettet i form af en stør.

En eksotisk fisk, der normalt kun kan fanges i diverse put and take-søer.

- Det var rigtig skægt. Vi gik helt i stå, fortæller den pensioneret erhvervsfisker, der stadig fanger, køber og sælger lidt fisk i lokalområdet.

Støren er en sjælden gæst i danske farvande. I år har der været ti registreret fangster. Fisken yngler nemlig ikke i Danmark.
Støren er en sjælden gæst i danske farvande. I år har der været ti registreret fangster. Fisken yngler nemlig ikke i Danmark. Foto: Elo Mortensen

Senere på måneden skete det så igen - og igen i fredags.

Nu har han fanget tre stører på seks uger.

quote - De er så godt som uddøde i Europa.

Henrik Carl, fiskeekspert og forskningsmedarbejder ved Statens Naturhistoriske Museum

Inden da, over en periode på 53 år, har han ellers kun fanget fire af slagsen. 

- Det er utrolig usædvanligt. Der er måske gået 20 år mellem dem, og så kommer der tre på en måned, siger han.

Den seneste stør, der havnede i nettet, var 95 centimeter lang og vejede 5,6 kilo tung.

"Bemærkelsesværdigt"

Henrik Carl, fiskeekspert og forskningsmedarbejder ved Statens Naturhistoriske Museum, bekræfter, at det er bemærkelsesværdigt, at der på få måneder er fanget flere stører det samme sted.

I år er der registreret 10 fangster af stør i hele Danmark. Fem af dem er fanget ud fra Klintholm Havn på Møn. 

- I princippet kan de dukke op overalt i vores farvande, men det er bemærkelsesværdigt, at der er så mange det samme sted, men de må af en eller anden grund synes, der er dejligt at være, siger Henrik Carl.

Han bemærker, at der bliver fisket meget i området, og at det også kan være en væsentlig faktor at have in mente.

Støren kan blive op til flere meter lang.
Støren kan blive op til flere meter lang. Foto: Elo Mortensen

Nærmest uddød art

Det er usædvanligt, fordi den vestatlantiske stør ikke yngler i danske farvande, og fordi bestanden er presset i Europa.

- De er så godt som uddøde i Europa. Man reddede de allersidste stør for 20 år siden og fik dem ind på nogle dambrug for at redde arten, siger Henrik Carl.

Derfor kan man, ifølge Henrik Carl, være sikker på, at de pågældende stører kommer fra udsætninger i Tyskland, Polen eller Estland.

Støren kan ikke yngle i Danmark, fordi vores åer er for små, men i Tyskland og Polen forsøger man at redde støren ved at foretage udsætninger i flodsystemerne. 

Støren stammer fra udsætning i enten Tyskland, Polen eller Estland. Fiskene er mærket for at forskerne kan følge deres udvikling.
Støren stammer fra udsætning i enten Tyskland, Polen eller Estland. Fiskene er mærket for at forskerne kan følge deres udvikling. Foto: Elo Mortensen

Fredet art

Hans Holger Strander Petersen har ved alle tre bifangster af stør forsøgt at genudsætte fisken så skånsomt som muligt. 

Ifølge Henrik Carl, der følger med i fangsterne på Møn, har fiskeren gjort det helt rigtige. 

Henrik Carl understreger, at støren er totalfredet og derfor ikke må hjemtages, men skal udsættes i havet igen. 

Inden udsætning er det okay at tage billeder og eventuelt måle og veje fisken. Fangster kan indrapporteres til Fiskeatlas, der hører under Københavns Universitet. 

Støren er fredet og skal derfor udsættes igen.
Støren er fredet og skal derfor udsættes igen. Foto: Elo Mortensen

Nyhedsoverblik