Der er gult nærmest alle vegne. Rapsmarkerne står i fuld flor.
Siden starten af maj har man kunne indsende sit bedste rapsmark-foto. Det har i alt 110 personer gjort. Nu har I stemt, og vinderen er fundet.
Otte finalister var med i opløbet, og mange tusinde har stemt.
Med 100 stemmer ned til andenpladsen blev Lars Kleist fra Møn vinderen, hvis billede fik 1.600 likes på Facebook.
- Det er fantastisk. Det var en konkurrence med mange gode billeder. Det er jeg glad for, siger Lars Kleist, da han får overbragt nyheden.
Brugerne på Facebook er i hvert fald også begejstret og kvitterer med kommentarer som 'virkelig smukt', 'fantastisk billede' og 'vinderen i mine øjne'.
Et tilfældigt billede
Vinderbilledet er taget ved Vollerup på Møn, og det var faktisk en tilfældighed, at netop dette billede blev taget.
- Billedet kommer sig af, at jeg skulle tage et billedet af en gravhøj, der ligger i en rapsmark tæt på, hvor det endelige billede blev taget. Gravhøjen ligger midt inde i rapsmarken, men rapsen var lige så høj som jeg selv, og jeg ville ikke gå ind i bondens mark. Det blev jeg lidt sur over, men vendte så tilbage ved solnedgang og tog min drone med, så jeg kunne tage et billede fra luften med min drone, siger Lars Kleist.
Lars Kleist tog billeder med dronen af gravhøjen, men ser så den nærliggende grusgrav.
- Så sendte jeg dronen endnu højere op, og så kunne jeg tage et billede. Så passer det lige med, at solens stråler skærer lige ind over grusgraven, og det var nok lidt mere held end forstand, siger Lars Kleist.
En af mine venner og min kone sagde jeg skulle sende dronebilledet ind, men jeg var altså ikke helt selv tilfreds
Faktisk kunne han ikke lide billedet i første omgang, men en af hans venner og kone overtalte ham til at sende det ind til konkurrencen.
- Når jeg får lov til at summe på det, og jeg får 1.600 likes, så må der være andre end mig, der synes, at det er godt. Jeg havde en top tre af billeder, jeg ville sende ind. En af mine venner og min kone sagde jeg skulle sende dronebilledet ind, men jeg var altså ikke helt selv tilfreds, siger Lars Kleist.
Præmien går til konen
Til dagligt arbejder Lars Kleist som restauratør, men i over 20 år har han taget billeder i sin fritid.
- Jeg synes, det med at komme ud i naturen, er dejligt. Når jeg er ude og køre, kigger jeg altid efter motiver og venter så til, det rigtige lys er der, siger han.
Med førstepladsen følger en præmie i form af en gavekurv, og den er han ikke i tvivl om, hvem skal have.
- Kurven skal min kone have, fordi hun har fået konstateret kræft. Jeg håber, at kurven vil hjælpe lidt på humøret. Hun brokker sig nogle gange over, at jeg kører ud for at tage billeder om aftenen, og så skal hun sidde der og hænge alene. Så jeg har hele tiden sagt, hvis jeg vandt, så skal hun have kurven, for det fortjener hun, siger Lars Kleist.
Her er de billeder, der kom anden- og tredjepladsen.