Friskolen ‘Blå Veje Skole’ er kommet et stykke tættere på at kunne åbne på Vestmøn efter sommerferien.
Der er indtil videre 25 elever opskrevet til efter sommerferien og 10 elever opskrevet til 0. klasse med start i august 2024. Ifølge loven skal der 14 elever til at starte en friskole.
For at starte en friskole skal man senest den 15. august året før skolestart have anmeldt det nye friskoleinitiativ til Undervisningsministeriet.
Det har ikke stået øverst på vores ønskeliste, at der skulle åbne en friskole
Det gjorde, at forældrene bag det nye friskole-projekt på Vestmøn kom i klemme: Det blev nemlig først i år klart, at Møn Skole afdeling Fanefjord sammen med Marienberg, Mern og Bårse Skoler skulle lukke grundet besparelser i Vordingborg Kommune.
Med udgangspunkt i et lokalt ønske og et forældregrundlag slår friskolen Blå Veje Skole derfor dørene op efter sommerferien, hvis alt går efter planen.
Bygger på verdensborgerskab
Projektleder, Nis Lorenzen, fortæller, at tankerne bag Blå Veje Skole startede for 6-7 år siden.
Skolen bygger på en idé om verdensborgerskab og en dagligdag baseret på viden om, hvordan børn lærer bedst – herunder et fokus på fordybelse og struktur med færre skift.
Hvad er en friskole?
Opstår ofte som et forældreinitiativ
18 procent af de danske grundskoleelever går på de cirka 550 friskoler i Danmark, svarende til cirka 121.000 elever. Der er til sammenligning omkring 1.100 folkeskoler med cirka 534.0000 elever.
Skolerne afgør selv, hvilke elever, de vil optage, da udgangspunktet er, at familie og skole skal samarbejde om opgaven.
Statstilskuddet til friskoler og private grundskoler svarer til 76 procent af den gennemsnitlige udgift pr. folkeskoleelev.
Gennemsnitligt statsligt driftstilskud pr. årselev er 52.578 kroner.
Gennemsnitlig forældrebetaling er 15.282 kroner. pr. år (inklusive sfo-betaling).På langt de fleste friskoler varetager forældrene skolens rengøring, vedligeholdelse med mere. På den måde sparer skolen nogle udgifter.
Det er op til på den pågældende kommune, om de ønsker at sælge de bygninger, hvor der tidligere var folkeskole, til det nye friskoleinitiativ – herunder er også prissætningen op til kommunen. I mange tilfælde overtager den nye friskole dog de tidligere folkeskolebygninger.
Der er i alt 19 friskoler anmeldt til skolestart i 2023 i Danmark – herunder tre, inklusive Blå Veje Skole, i vores område. Det er dog ikke sikkert, at alle skolerne bliver til noget.
Kilde: friskolerne og folkeskolen
Ansøgningen om at starte en skole blev sendt afsted i 2019, og det var oprindeligt planen, at skolen skulle ligge på Østerbro.
Men da de ikke kunne finde nogle bygninger, rykkede projektet sydpå og er altså nu endt på Møn.
- I februar fik forældrene at vide, at skolen skulle lukke til sommer. Så det passede godt med, at vi ledte efter lokaler. Det var ret tilfældigt - men heldigt, siger projektleder for Blå Veje Skole, Nis Lorenzen.
Ikke højst på ønskelisten
Men ikke alle er lige begejstret for idéen om en friskole som alternativ.
Formand for Børn- og Familieudvalget i Vordingborg Kommune, Else-Marie Langballe Sørensen (SF), fortæller, at ønsket om en friskole som alternativ ikke er et drømmescenarie for kommunen.
- Generelt er der en holdning i Børn- og Ungeudvalget om, at friskoler er velkomne, men det har ikke stået øverst på vores ønskeliste, at der skulle åbne en friskole.
- Jeg tror simpelthen ikke, at der er børn nok til endnu en skole – ellers havde vi ikke taget den svære beslutning om at lukke skolen, siger Else-Marie Langballe Sørensen.
Formanden har tidligere til TV2 ØST udtalt, at lukningen af blandt andet Fanefjord Skole i høj grad skyldes det faldende elevtal, fordi forældrene har taget deres børn ud af skolen.
Usikkert om skolen kan åbne
Med det antal elever, der er opskrevet lige nu, vil to-tre lærere og to pædagoger være nok.
Og dem er der styr på, siger Nis Lorenzen, som formentlig selv skal være skoleleder.
Det er dog stadig usikkert, hvorvidt skolen kan åbne. Det afhænger nemlig af to ting:
At skolen får tilskud fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), og at kommunen godkender, at der bliver drevet skole i Fanefjordhallen.
- Ifølge lokalplanen må man gerne drive skole på stedet, og Fanefjordskolen har da også selv gjort det, så det burde ikke blive et problem at få tilladelsen. Og der er tale om en midlertidig løsning. Men uden tilskud fra STUK kan vi ikke åbne skolen med en god økonomi, siger Nis Lorenzen.
Det er derfor nødvendigt, at begge ting er på plads, før han kan fortælle forældrene, at den nye skole bliver en realitet.
- Vi kan ikke love en skole, før vi har fået de her ting på plads, siger han.
Mangler at tage politisk stilling
Skolen har et ønske om, at de på sigt kan få lov til at overtage folkeskolens gamle lokaler.
Det er der dog endnu ikke taget politisk stilling til, fortæller formand for Børn- og Familieudvalget, Else-Marie Langballe Sørensen.
- Min fornemmelse er, at der er delte meninger om det, siger hun.
Nis Lorenzen fortæller, at de vil holde skolen så billig som muligt og søge forskellige fonde.
Han oplyser, at egenbetalingen formentlig kommer til at være i omegnen af 1400 kroner om måneden pr. barn med mulighed for at få søskenderabat og tilskud til friplads eller andre tilskud som på andre friskoler.
Der er flere informationsaftener og onlinemøder på Facebook i maj, hvor interesserede forældre kan høre mere om det nye friskoleinitiativ.