- Det er helt vanvittigt uansvarligt. Og heldigvis også meget usædvanligt.
Sådan siger lederen af Færdselspolitiet i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Skotte, efter en kun 18-årig mand tirsdag aften blev fotograferet, mens han kørte hele 196 kilometer i timen på en almindelig landevej lidt udenfor Vordingborg.
- Normalt når vi ser vanvidsbilisme, så er det udløst af alkohol. Men her var det alene farten på kørslen, der udløser sigtelsen, siger Søren Skotte.
Den 18-årige mand blev tirsdag aften fotograferet af en af politiets fotovogne, der holdt på en landevej mellem Præstø og Mern. Ifølge politiets måling - hvor der altid trækkes lidt fra i bilistens favør - havde den unge mand presset bilens hastighed op på 196 kilometer i timen, da fotovognen tog billedet.
Sigtet for vanvidskørsel
Fotovognen holdt på en lige strækning af landevejen, men lige fremme kom en lille skovtykning, hvor vejen samtidig drejer.
- Det var vanvidsbilisme i højeste potens. Han ville ikke have en chance for at undvige eller bremse, hvis nogen kom på tværs. Det har simpelthen været så farligt, siger han.
Man må køre 80 kilometer i timen på strækningen - den unge mand kørte altså næsten næsten 2,5 gange den maksimale hastighed på stedet, og havde en hastighed på højde med de fleste mindre sportsfly, når de skal lette.
Det tog da også kun en halv time fra billedet var taget, til politiet stod på den unge mands adresse. Her blev han sigtet for vanvidskørsel, fik inddraget sit kørekort på stedet og fik samtidig beslaglagt den bil, som han kørte i.
Den ventes senere konfiskeret fra ham.
- Vi ser en gang imellem nogen, der kører vanvidskørsel med for eksempel 200 kilometer i timen. Men det er næsten altid på motorvejen, hvor sikkerheden er en helt anden end her. Det er helt, helt usædvanligt at se nogen opføre sig, som den unge mand her har gjort, siger Søren Skotte.
Den unge mand har haft kørekort i knap et år, og var ikke kendt for lignende trafikforseelser.
Ifølge politiet har den unge mand ikke kunnet forklare, hvorfor han kørte så hurtigt.
- Han er ikke kommet med en forklaring. Altså - der var ikke nogen, der lå for døden. Han gjorde det vel fordi han kunne. Han havde bare glemt alt om trafiksikkerhed, siger Søren Skotte.