Politiet har nu endeligt fastslået identiteten på de tre personer, der i midten af oktober blev fundet døde i Præstø.
Der er tale om datter, mor og far. Og det er politiets mistanke, at faren slog sin kone og deres fælles barn ihjel.
Begik selvmord bagefter
Identifikationen af de tre har nu endelig bekræftet, at der er tale om et ægtepar og deres fælles datter. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Selvom vi nu er sikre på hændelsesforløbet, så udestår der fortsat noget efterforskning
På baggrund af den intensive og meget omfattende efterforskning af sagen har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi klare indikationer af, at den 49-årige mand har dræbt kvinden og den 11 måneder gamle pige. Han har herefter gemt dem i Næbskoven og nogle dage senere begået selvmord.
- Selvom vi nu er sikre på hændelsesforløbet, så udestår der fortsat noget efterforskning i sagen. Men overordnet set betragter vi sagen som afsluttet, fortæller vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson, der har været efterforskningsleder på sagen.
Intens eftersøgning
Den 10. oktober fandt politiet en 49-årig mand død på Svanevej i Præstø. Dagen efter efterlyste Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en 30-årige kvinde og hendes barn. I flere dage ledte politiet efter kvinden og hendes baby med hjælp fra landets hundepatruljer, søværnets dykkertjeneste, flyvevåbnets helikoptertjeneste, beredskabsstyrelsen samt specialister fra Syddansk og Aarhus Universitet.
Den 15. oktober bad politiet om yderligere hjælp hos offentligheden, da de efterlyste oplysninger om en sølvgrå Skoda Superb Stationcar årgang 2020, som var i politiets varetægt.
De ville gerne høre fra vidner, da havde set bilen 4. oktober i tidsrummet mellem klokken 00.15 og 6 i eller omkring Præstø
Den 18. oktober fandt politiet den 30-årige kvinde og en 11 måneder gammel pige i Næbskoven ved Præstø. Begge dræbt.