Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterforsker mandag et mistænkeligt dødsfald. Den afdødes pårørende er underrettet, skriver politiet på Twitter.
Et større hold af betjente arbejder på en adresse i det centrale Vordingborg, og politiet satte ved middagstid en drone i luften.
Fra omkring midten og ned til den sydlige ende af Chr. Winthersvej ved Skovvej er et område spærret af.
Mandag aften fortæller TV2 ØST' reporter på stedet, Jessica Skovmose, at adskillige hundeførere har været på arbejde i området i løbet af dagen.
Billeder fra tidligere på dagen viser, at en ambulance samt en akutbil var til stede.
TV2 ØST har også talt med en beboer i området, der fortæller, at politiet har bedt dem om at blive i deres hjem indtil videre.
Politiet oplyser dog på Twitter, at situationen er under kontrol.
- Mere information følger, lyder det fra politiet.
Mandag aften skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dog, at arbejdet fortsætter natten over, og at de ikke har mere at tilføje.
Mandag morgen før klokken 10.00 var fotograf Per Rasmussen til stede på Chr. Winthersvej.
- På dette tidspunkt var der en ambulance på stedet, og en lægebil kommer kørende op ad Chr. Winthersvej, og der holder enkelte patruljer på stedet.
- Og så kom der ellers adskillige patruljevogne med udrykning fra nord, syd, øst og vest. De har nu spærret Chr. Winthersvej af fra Marienbergvej. Også Skovvej er spærret, samt stierne i Kirkeskoven, kunne han fortælle.