En 37-årig kvindelig turist faldt lørdag eftermiddag ud over Møns Klint.
Kvinden blev hentet med redningshelikopter og fløjet i retning mod Rigshospitalet, men kort tid efter blev hun erklæret død.
Kvinden faldt angiveligt ned, da hun var i færd med at tage nogle billeder. Det har et øjenvidne, som hun fulgtes med, forklaret til politiet.
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er omstændighederne nu klarlagt, og der er ikke sket noget mistænkeligt.
- Det er sort uheld, siger Palle O. Hansen, kommunikationsmedarbejder hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Det er uheld med uheld på. I og med at der er kommet så meget regn, så er klinten porøs, så man skal rette sig efter de afspærringer, der er derude.
Uheldet fandt sted ikke langt fra Hylledals Slugten på Møns Klint, hvor der for en uges tid siden skete et stort skred.
Muligvis yderligere skiltning i fremtiden
Søndag rykkede Naturstyrelsen ud til klinten, hvor de opsatte yderligere afspærringer det sted, hvor dødsfaldet skete.
- Vi har valgt at afspærre midlertidigt med noget afspærringsbånd i det konkrete område, hvor den kvindelige turist er faldet ned. Det var vi ude at sætte op søndag, fortæller Jane Skov Lind, skovrider i Naturstyrelsen Storstrøm, til TV2 ØST.
Når der sker et så alvorligt uheld, har vi brug for at vurdere, om de sikkerhedsforanstaltninger, der er nu, om de er tilstrækkelige
Men også i et mere langsigtet perspektiv, vil Naturstyrelsen nu kigge nærmere på sikkerhedsforanstaltningerne på klinten.
- Det er klart, at når der sker et så alvorligt uheld, har vi brug for at vurdere, om de sikkerhedsforanstaltninger, der er, om de er tilstrækkelige. Så det vil vi gøre nu, siger Jane Skov Lind.
- Det kunne måske være noget mere skiltning i området. Det er altid en afvejning, hvor meget man kan skilte, og man kan heller ikke skilte sig fra alt. Det er vigtigt, at folk lige tænker sig om selv. Der er gelænder sat op derude, og nu vil vi også kigge på, om vi skal gentænke det.
Sjældent med så alvorlige uheld
Ifølge Naturstyrelsen er det dog yderst sjældent, at der sker så alvorlige uheld på klinten, som det der fandt sted i weekenden.
- Det er heldigvis uhyre sjældent, at vi ser så alvorlig en ulykke, som den der skete i weekenden. Vi har ikke haft en dødsulykke på klinten siden den franske kvinde, der blev dræbt i 1994 i forbindelse med et skred, siger skovrider Jane Skov Lind.
Det er første gang, at det er sket under så uheldige omstændigheder
I slutningen af marts skred et stykke af Møns Klint ned på stranden og i havet, hvor to turister var til stede, men ingen personer kom til skade. Også i februar 2021 skete der et stort skred i samme størrelsesorden, som det, der fandt sted i 1994.
Men det til trods, er det ifølge Naturstyrelsen meget sjældent, at der sker alvorlige uheld.
- De fleste dødsfald, der sker derude, er ulykkelige mennesker, der vælger det selv. Det er heldigvis meget sjældent, at vi ser alvorlige uheld, fordi folk har været dumdristige eller uheldige. Langt de fleste mennesker, der færdes derude, færdes på stierne og holder god afstand til klintekanten, siger Jane Skov Lind.
Det er uden for det regulerede område, at uheldene sker
Hun vil dog gerne opfordre til, at man generelt udviser forsigtighed, når man færdes på klinten, og at man som besøgende følger forholdsreglerne.
- Helt grundlæggende er det vigtigt, at man færdes på eget ansvar, og at man skal bruge sin sunde fornuft, når man færdes derude. Det har vi som regel også en god tradition for i Norden – altså i Norge, Sverige og Danmark - der har vi en god tradition for, at færdsel i naturen er på eget ansvar, og at man skal bruge sin sunde fornuft, siger Jane Skov Lind.
Derfor kan denne ulykke ses som en meget vigtig reminder for andre:
- Brug din sunde fornuft og lad være at gå for tæt på kanten, det er sådan nogle ting, man skal tage med sig.
Direktør opfordrer til, at man holder sig inden for hegnet
Året rundt kan man gå tur ved Møns Klint, men klinten påvirkes af vejr og vind. Store regnmængder kan skylle mudder, ler og kridt i havet, ligesom vejret også kan få kridt til at løsne sig og skabe skred.
Denne ulykke skete dog ikke umiddelbart på grund af et skred:
- Det er en meget tragisk begivenhed, og vi har ikke sat noget lignende i de 100 år, hvor Møns Klint har været turistattraktion. Årligt er der omkring 500.000, der går tur derude, og det er første gang, det er sket på denne måde. Der var en kvinde, der omkom i 1994 i forbindelse med et skred, men det er første gang, at det er sket under så uheldige omstændigheder, siger Nils Natorp, direktør for Geocenter Møns Klint.
Han fortæller til TV2 ØST, at han er tryg ved, at Naturstyrelsen nu gennemgår klinten og vurderer, om der skal sættes mere afspærring op.
- Vi vil gerne opfordre til, at man holder sig inden for hegnet, for ulykkerne sker uden for. Parallellen er til alperne, at man skal blive inden for pisterne - for det er uden for det regulerede område, at uheldene sker.
Møns Klint er samlet otte kilometer lang. Det højeste punkt er 128 meter over havets overflade.