Per Sørup havde efter flere år i mejeribranchen egentlig besluttet sig for at gå på pension.
Jeg må desværre se i øjnene, at jeg ikke bliver yngre
Men nu kan pensionen blive udskudt for den 77-årige mejerist og chef for Hårbølle Mejeri, der producerer håndlavede oste, yoghurt, fløde og mælk fra egne får og lokale køer.
Tre kvinder i slutningen af 20’erne, der arbejder for mejeriet på Møn, forhandlede med Per Sørup om at overtage stedet og drive det videre.
Men nu har kvinderne trukket sig, og fremtiden for det kendte mejeri er uvis.
- Det er meget ærgerligt, men der er ingen dårlig stemning. Vi har et fint forhold til hinanden, og de arbejder glade og fornøjet, siger Per Sørup og fortsætter:
- Lige nu ser jeg dem gå ude ved fårene for at sætte dem over på en anden mark, så der er slet ingen problemer.
Store planer om at udvide omsætningen
Kvinderne er uddannet fra Kalø Økologisk Landbrugsskole i Jylland og flyttede til Møn for at arbejde på mejeriet, hvor de har været i to år, mens de løbende talte om at overtage stedet.
- De ønskede at overtage det, og vi havde forhandlet i lang tid for at finde frem til den rigtige måde at gøre det på. Men for en lille måned siden fortalte de, at de alligevel havde besluttet at forlade stedet den 1. oktober, siger Per Sørup.
Ifølge ham vil den ene hellere studere biologi, den anden vil fokusere på familielivet, mens den tredje har andre planer.
- Mejeriet var alligevel ikke noget for dem, og økonomien spiller selvfølgelig også en rolle. Hårbølle Mejeri er meget lille, og der er lige præcis løn til tre fuldtidsstillinger, hvis alt går godt. Men de har selvfølgelig været bekymret for, hvis alting ikke går godt, siger Per Sørup.
Han forklarer, at der er planer om en større udvidelse af omsætningen.
- Så det burde have fungeret fint, men de har desværre besluttet at flytte, siger Per Sørup.
Kvinderne selv ønsker ikke at uddybe årsagen til, hvorfor de takkede nej til at overtage mejeriet.
Direktører fra store mejerier viser interesse
Efter planerne om overtagelsen gik i vasken, forsøger Per Sørup nu at finde andre, som kan overtage mejeriet på det vestlige Møn.
Jeg vil foretrække, hvis det ikke er noget stort mejeri, der overtager stedet
Helt konkret skal der besættes en stilling som henholdsvis driftsleder til malkefår samt en gårdmejerist.
- Jeg må desværre se i øjnene, at jeg ikke bliver yngre. Så enten kører jeg videre med stor fornøjelse, og ellers så finder jeg en eller flere, som kan overtage mejeriet, siger Per Sørup.
Ifølge Per Sørup har nyheden skabt en del opmærksomhed i restaurationsbranchen og blandt flere store mejerier.
- Efter jeg måtte konstatere, at kvinderne forlader stedet, slog jeg stillingerne op, og det har givet et enormt ekko i gourmetverden, hvor vi leverer til de meget fine restauranter, som er dybt chokerede og spørger, hvad vi nu gør, siger han.
- Så dem har jeg været i kontakt med for at spørge, om de vil overtage mejeriet, siger Per Sørup og fortsætter:
- Men det er de nok ikke. Så har der været besøg af nogle direktører fra de store mejerier, og der kan jeg ikke nævne nogle navne, fordi der stadig foregår forhandlinger med dem.
Mejeriet sælger blandt andet produkter til Michelin-restauranterne Alchemist, NOMA, Geranium og Frederiksminde.
Per Sørup har dog en klar drøm om den kommende ejer af mejeriet, som han grundlagde i 2011.
- Det er klart, at jeg vil foretrække, hvis det ikke er noget stort mejeri, der overtager stedet. Men at det er personer, som er interesseret i tankegangen om et gårdmejeri, siger han.
På nuværende tidspunkt forventer Per Sørup, at der kommer en afklaring om mejeriets fremtid i løbet af august, eftersom stillingerne er sat til at blive besat den 1. september.
Der hører 21 hektar økologisk kløvergræs til stedets 60 malkefår, samt et osteri, et mejeri og en gårdbutik.