Radikal protest mod Lindholm: Partileder vil svømme væk fra øen

Den radikale partileder trodser det vinterkolde havvand, og vil lørdag svømme fra den lille ø Lindholm ud for Stege Bugt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Engang marcherede man i protest mod atombomber. Nu vil den radikale partileder Morten Østergaard svømme væk fra øen Lindholm i protest med planerne om at etablere et udrejsecenter på den lille ø.

Vandet er kun mellem seks og otte grader varmt, når Morten Østergaard udstyret med en gul advarselsbøje i overfladen kaster sig i vandet ved Lindholm med et politisk møde i Kalvehave som mål.

- Jeg svømmer i protest mod, at vi er ved at drukne i symbolpolitik. Hvad er mere sigende end 759 spildte mio. kr. til en symbol-ø, som ikke gør andet end at skabe utryghed i lokalsamfundet Kalvehave, siger Morten Østergaard om svømmeturen.

Han erkender dog overfor TV ØST, at der er tale om en gimmick. 

- Selvfølgelig er det et stunt. Men på den baggrund af, at regeringen, Dansk Folkeparti og et lunkent Socialdemokrati er ved at bruge mellem en halv og en hel milliard på en ø for udvisningsdømte, uden at løse et eneste af de problemer, der knytter sig til problematikken med de udviste. Det eneste de opnår med beslutningen, er bruge en stor portion af statens midler, der kunne være anvendt bedre andre steder - og så at gøre borgerne i Kalvehave utrygge, siger han.

Han mener, at der ville kunne findes mange andre løsninger, som lettede presset på borgerne i Bording i Vestjylland, uden at man blot flyttede problemet til Sydsjælland.

Artiklen fortsætter under kortet.

Morten Østergaards planlagte svømmetur kommer til at foregå i seks til otte grader varmt vand. Til gengæld ser han ud til at slippe for kraftig modstrøm.
Morten Østergaards planlagte svømmetur kommer til at foregå i seks til otte grader varmt vand. Til gengæld ser han ud til at slippe for kraftig modstrøm. Foto: Open Street Map © OpenStreetMap contributors - montage af TV ØST

Planerne om at etablere et udrejsecenter på Lindholm er blevet mødt med stor modstand fra de lokale, og svømmeturen på 3,5 kilometer falder med andre ord i smult vande, set fra landjorden.

Morten Østergaard peger på, at han hellere ville bruge de mange penge på en indsats mod klimakrisen og ekstra kræfter i daginstitutionerne.

Planerne om et udrejsecenter på Lindholm er blevet vedtaget af Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, mens alle andre partier end Socialdemokratiet har stemt imod planerne.

- Spørgsmålet om Lindholm er ved at blive glemt. Men det er et af de spørgsmål, som reelt afgøres ved det kommende valg. Og vi skal jo ikke glemme, at der stadig vil gå lang tid, før Lindholm er klart til at tage imod nogen udvisningsdømte, siger Morten Østergaard. 

Mange borgere i Kalvehave og på Falster har frygtet, at udvisningsdømte ville svømme i land fra øen. Men Morten Østergaard afviser, at det er den historie, som han forsøger at bidrage til med sin svømmetur.

- Det handler ikke bare om at finde en anden øde ø et sted og flytte de udvisningsdømte derud. Vi skal finde løsninger, som ikke belaster enkelte områder så hårdt som vi ser i både Bording og Kalvehave, siger han.

Vil svømme mod strømmen

Morten Østergaard betegner selv svømmeturen som et tiltag på at svømme mod strømmen i debatten om flygtninge og indvandrere i Danmark.

Et kig på farvandsudsigten for lørdag hos Forsvarets Center for Operativ Oceanografi (FCOO) viser dog, at tidspunktet for svømmeturen lørdag eftermiddag er nøje udvalgt for at slippe for de hårde tidevandsstrømme, der det meste af døgnet plager Stege Bugt, og som få timer inden han indleder svømmeturen virkelig ville give strid modstrøm.

Morten Østergaard siger dog også til TV ØST, at det er det vinterkolde hav end tidevandsstrømmene, som han er bekymret for ved svømmeturen.

- Jeg er tidligere elitesvømmer, og er også startet som vinterbader. Jeg skal dog ikke skjule, at det især er kulden, som jeg ser som en udfordring på denne svømmetur i åbent vand. Jeg er kun i direkte berøring med vandet omkring hovedet og hænderne, men der er det til gengæld også koldt, siger han til TV ØST.

Han har den seneste tid svømmet en række træningsture i Øresund som træning før svømmeturen lørdag - men han har endnu ikke været i nærheden af den distance, som han skal svømme lørdag.

- Tiden er den afgørende faktor. Jo længere, som jeg er i vandet, jo mere varme mister jeg. Derfor tror jeg også, at det handler om at svømme forholdsvist hurtigt over Stege bugt, siger han.

Han erkender helt åbent, at der er en risiko for, at han må give op undervejs.

- Sker det, så vil det være et nederlag. men jeg tror på, at jeg kan gøre det, ellers ville jeg ikke prøve. Men jeg har købt den varmeste våddragt, som jeg kunne finde, og heldigvis ser vejret ud til at være med os på lørdag, siger han. Han siger, at hans største frygt er, at det blæser op før svømmeturen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Morten Østergaard under en testsvømning.
Morten Østergaard under en testsvømning. Foto: Det Radikale Venstre via Facebook

De hårde forhold i farvandet skal partilederen dog ikke klare alene. Morten Østergaard svømmer turen sammen med Hans Henrik H. Heming, som har været med til at danne den første danske Åbent Vand svømmeklub og tidligere har svømmet rundt om både Amager og Bornholm.

Efter svømmeturen vil der blive afholdt et politisk møde i havnen - og Morten Østergaard afviser ikke, at han en anden gang kunne finde på at hoppe i våddragten for at gøre opmærksom på en anden sag.

- Jeg kan godt lide at svømme, men jeg har ellers ikke planer om at bruge det yderligere politisk, siger han.

Artiklen er opdateret
Artiklen er klokken 16.14 opdateret med interview med Morten Østergaard.

 


Nyhedsoverblik