Medarbejderne på byggeriet af den nye Storstrømsbro har fået besked på at undgå rejser til og fra Italien. Dette sker som et forebyggende tiltag mod spredning af coronavirus, forklarer Carlotta Magni, HR Business Partner i hos Itinera, der er en del af konsortiet Storstrøms Bridge Joint Venture.
- Vi har fået et direktiv fra hovedkontoret hos Itinera i Italien, som siger, at rejser til og fra Italien er suspenderet. Derfor har vi sendt en mail ud til alle vores medarbejdere, at ind til 6. marts skal man undgå rejser til Italien.
Tiltaget blev sat i værk 25. februar, forklarer hun.
Foreløbigt er der konstateret 650 smittede i Italien, særligt i de nordlige egne af landet – 17 er døde. Det var også Italien, hvor en dansk statsborger er blevet smittet med virusset.
80 italienere arbejder på broen
Der arbejder i øjeblikket cirka 300 personer på byggeriet af den nye Storstrømsbro, heraf er omkring 80 italienere, som fra tid til anden rejser frem og tilbage mellem Danmark og alle områder af Italien.
- Der er nogle som har familie i Italien, som rejser ofte – det må de ikke ind til den 6. marts. Det bliver mødt med forståelse, men nogle ser det også som en voldsom reaktion på den her situation, forklarer Carlotta Magni.
Konsortiet holder ikke kontrol med medarbejderne, forklarer hun, men det forventes at folk udviser ansvar for situationen og at rejser til Italien sker på eget ansvar, hvis man alligevel skulle vælge at rejse og der efterfølgende lukkes for rejser mellem Danmark og Italien af myndighederne.
Det vil dog være tilladt at rejse til Italien i særlige tilfælde, påpeger Carlotta Magni.
Konsortiet forventer ikke, at situationen med corona-smitte i Italien og nu senest også Danmark får betydning for byggeriet, selvom der ikke kommer italienere fra Itinera til Danmark – eller omvendt – frem til den 6. marts 2020.