Der var hårdt brug for den kreative sans, da en gruppe udkaldte brandfolk tirsdag fik til opgave at fjerne et aluminiumstag fra Farøbroerne.
Taget var blæst af en sættevogn på en lastbil midt på broen på grund af vejret, hvilket blokerede for trafikken i begge retninger.
Man ved aldrig, hvad man kommer ud til som brandmænd
I første omgang måtte brandfolkene skære taget fri fra et af broernes kabler.
Dernæst lød opgaven på at fragte taget til Farø.
Taget blev derfor placeret på asfalten, men det var ikke helt uproblematisk at holde lastbilstaget på jorden på grund af vejret. Derfor valgte redningsfolkene at sætte sig ovenpå taget, så det ikke kunne blæse væk.
I videoen kan man se, hvordan redningsfolkene nærmest surfer ovenpå taget for at holde det nede, mens det trækkes af brandbilen.
Tur nummer 100
Det var redningsfolk fra Midt- og Sydsjællands Brand og Redning, der var kaldt ud for at fjerne det afblæste tag. En af brandmændene på stedet var Michael Larsen, som har været deltidsbrandmand i 34 år.
Han har været udkaldt til lidt af hvert gennem årene, og kollegaernes spøjse rutsjetur over Farøbroen kunne markere hans tur nummer 100 i år.
- Det er jo sådan, at man aldrig ved, hvad man kommer ud til som brandmænd. Det her var så en af de spøjse ture, griner Michael Larsen, der er deltidsbrandmand i Midt- og Sydsjællands Brand og Redning.
Trafikken er genåbnet på Farøbroerne.