- Hej, vi kommer fra Børns Vilkår. Vil du støtte os med nogle mønter?
Sådan lød det rigtig mange steder i Klarskov ved Vordingborg i dag, da Sif og Freja på henholdsvis seks og fem år ringede på døren for at samle ind til organisationen, der sætter en ære i at skabe bedre vilkår for børnene.
- Jeg gør det, fordi jeg godt kan lide at hjælpe andre, siger seksårige Sif Blæsbjerg.
Det er andet år i træk, at hun er ude at samle ind - og for hendes mor, Bianca Westergaard, giver det rigtig god mening at støtte organisationen.
- De gør rigtig meget for at hjælpe børnene. Og det, synes jeg, er en rigtig god ting, siger hun.
Hun fremhæver især Børnetelefonen, som Børnenes Vilkår driver. Sidste år ringede den 53.000 gange, mens 5.500 forældre kontaktede organisationen for at få gode råd.
De er hjælpsomme
Næste år er håbet, at pigernes lillebror også kan komme med. Han er søndag derhjemme med sin far.
- Vi gjorde det jo sidste år, hvor Sif blev ret glad for det. Så det besluttede vi at gøre igen i år, hvor hendes lillesøster så var med. For de var faktisk utrolig hjælpsomme herude, siger hun.
Børns Vilkår blev stiftet den 1. januar 1977 og blev grundlagt af blandt andet Frode Muldkjær, Tine Bryld og Svend Heinild. BørneTelefonen har eksisteret siden 1987.
Ved landsindsamlingen sidste år blev der indsamlet 8,5 millioner kroner til organisationen.