Skole fandt jerngenstande og en nål i karameller til sidste skoledag

På Svend Gønge-Skolen i Lundby stoppede festlighederne, da en elev henvendte sig på kontoret med en karamel med en jerngenstand i.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Normalt er sidste skoledag en festdag for både store og små elever.

Men på Svend Gønge-Skolen i Lundby på Sydsjælland gik 9. klassernes festligheder over gevind, da en elev pludselig henvendte sig på kontoret med en karamel med en jerngenstand i.

- For at finde ud af hvad det er, render en fra ledelsen ud i alle klasser, og der er så fundet en karamel med en jernsplint i og en, hvor det ligner en nål, siger Casper Milandt, som er skoleleder på Svend Gønge-Skolen.

quote Det er jo rigtig beklageligt

Casper Milandt, skoleleder på Svend Gønge-Skolen

Derudover fandt ledelsen karameller, hvor slikket var erstattet af en bouillonterning og gær.

Viceskolelederen skyndte sig efterfølgende ud til eleverne for at fortælle, at de ikke måtte spise karamellerne. Det skete efter, at 9. klasses eleverne var taget afsted igen.

- Det er jo rigtig beklageligt, at en eller to eller hvor mange der har været om at lave det, skal få ødelagt det. De var simpelthen så søde de 9. klasser på skolen, så det er bare så ærgerligt, at det her er sket.

Ved ikke hvem der står bag

Ledelsen på Svend Gønge-Skolen ved endnu ikke hvor mange eller hvilke elever, der står bag karamellerne med jerngenstande i. Derfor har ledelsen også allerede nu opfordret eleverne til at fortælle det, hvis de ved noget.

Læs også
Rektor fyret efter hård kritik - nu er der fundet en ny
Læs også
Rektor fyret efter hård kritik - nu er der fundet en ny

- Vi så jo selv 9. klasses elever gå og spise karameller, så det har jo ikke været noget systematisk noget. Det mærkelige var, at vi havde lige snakket om, at det var forløbet godt og roligt, så det er bare rigtig ærgerligt og beklageligt, lyder det fra skolelederen.

Casper Milandt pointerer, at de sammen med SSP vil drøfte sagen.


Nyhedsoverblik