Det er ikke dem alle sammen, der kender hinanden, men de har en fælles mission, som kræver et par gode sko.
I samlet flok træner et hold syd- og midtsjællændere nemlig op til at gå den 125 kilometer lange El Camino rute til september, men de gør det ikke kun for oplevelsens skyld.
- Vi er en gruppe, der har meldt os til at gå for BørneTelefonen. Det gør vi fordi, at vi gerne vil gå, men mest fordi, at vi gerne vil yde en indsats for BørneTelefonen og samle penge ind til dem, fortæller Jette Rønne, der er kaptajn på Hold Sydsjælland.
De gåglade Syd- og Midtsjællændere har meldt sig til Børns Vilkårs helt nye indsamlingsevent Gå for BørneTelefonen, hvor lokalt forankrede gå-hold i hele landet selv planlægger deres vandretræning, laver indsamlingsevents og sponsoraftaler med det lokale erhvervsliv for at samle penge ind til BørneTelefonen
Første vandretræning
Lørdag formiddag lød startskuddet fra Vordingborg Fri Fagskole, hvor holdkaptajnen Jette Rønne havde planlagt en 10 kilometer lang rute for dagens ni deltagere.
- Vi går fordi, at vi godt kan lide at gå, og det at vi så samtidig kan samle penge ind til et godt formål, er det, der driver værket. Og så er rosinen, at vi kommer ned og gå Caminoen, fortæller Frank Føns, som er en af dem, der har meldt sig på holdet.
Selvom de kun var ni samlet lørdag formiddag, består holdet af knap 20 deltagere. Det er planen, at holdet skal mødes hver 14. dag for at gå sammen, og derimellem skal de træne alene
Corona og krig sætter tanker i gang
For 63-årige Jette Rønne fylder børn og unge også en stor del af hendes liv.
Hun er uddannet folkeskolelærer og er i dag forstander på Vordingborg Fri Fagskole, som er en skole for ikke uddannelsesparate unge.
Og her mærker hun, at det, der sker ude i verden, er noget der sætter gang i tankerne hos både børn og unge.
- Lige i øjeblikket er der virkelig mange børn, der har behov for at få den tryghed, der er i at tale med nogen. Jeg arbejder med børn og unge, der i den grad har brugt BørneTelefonen. Især ovenpå det, der hedder corona og nu også en krig i Ukraine. Det er noget, som sætter tanker i gang, så lige nu er der mega brug for det, siger holdkaptajnen.
Sidste år havde BørneTelefonen over 55.000 samtaler med børn og unge, der havde brug for at tale med en voksen om alt lige fra mobning til misbrug.