Sportsvogn til over 30 millioner kroner laves i Præstø

Zenvo har lavet en jubilæumsbil, og direktøren regner med, at der vil blive produceret mange flere i fremtiden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sportsvognsfabrikanten Zenvo fra Præstø har for første gang i 10 år haft et overskud, som lyder på 30 millioner kroner.

I forbindelse med deres 10 års jubilæum lancerede de tidligere på året en jubilæumsmodel ved navn Zenvo TS1.

- I fremtiden håber vi på at kunne producere en hver femte år - og med tiden vil vi gerne kunne producere 20 om året, fortæller Troels Vollertsen, direktør i Zenvo.

Også bilanmelder Mikkel Thomsager fra Bil Magasinet er optimistisk.

- Det er en helt unik bil, som henvender sig til få mennesker rundt omkring i verden - primært fra Rusland og Mellemøsten - men man kan håbe, at der også kan blive solgt en i Danmark, selvom det er tvivlsomt, siger Mikkel Thomsager fra Bil Magasinet.

quote Det er en helt unik bil, som henvender sig til få mennesker rundt omkring i verden

Mikkel Thomsager fra Bil Magasinet.

Denne Zenvo TS1 koster 1,4 millioner euro - og på det danske marked svarer det til over 30 millioner kroner med moms og registreringsafgifter.

En zenvo har over 1.000 hestekræfter, kan køre næsten 400 kilometer i timen, og der findes kun 12 af slagsen.

Bump på vejen

Der har været flere bump på vejen for Zenvo.

Tilbage i 2014 fik Zenvo ST1 dårlige anmeldelser i det britiske bilprogram Top Gear efter en række uheldige episoder, der inkluderede at bilen brød i brand, fordi kølerblæseren gik i stykker. 

I 2015 ved det årlige Copenhagen Historic Grand Prix brød Zenvo ST1 i brand igen. Zenvo forklarede efterfølgende, at det denne gang skyldtes en fejl i brændstofsledningen.

Ifølge direktøren sker der hele tiden forbedringer, men han mener ikke, at episoden i Top Gear kunne være undgået.

- Det var nok lige meget, hvad vi var kommet med, så havde de ødelagt den alligevel. Vi er små, så vi er lette at tryne, forklarer Troels Vollertsen.


Nyhedsoverblik