Retssagen om årtusindets indtil videre eneste drab begået på en lukket psykiatrisk afdeling starter i dag.
Mandens ekstremt aggressive og sadistiske fantasier dannede allerede før drabet grundlag for psykiaternes bekymring for fremtidig voldelig kriminalitet. Ni måneder senere slog han ihjel.
I februar sidste år blev 39-årige Stine Kitt Jørgensen fundet kvalt i den aflåste rygergård på Oringe Psykiatriske Hospital i Vordingborg. En nu 21-årig tiltalt mand, der sidste år også var indlagt på den lukkede afdeling S1, er tiltalt for drabet.
Ifølge anklageskriftet skulle manden have kvalt 39-årige Stine Kitt Jørgensen med sine hænder, og han skulle også have brugt en cykellås, som blev fundet ved siden af liget. Anklagemyndigheden vil have manden anbragt på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.
I kendelsen fra det lukkede grundlovsforhør kom det frem, at manden havde et billede af Stine Kitt Jørgensen på sin telefon, som han havde sendt til en bekendt over det sociale medie Snapchat. Et billede, hvor han havde et knæ på hendes hals, og hvor hun formentligt var afgået ved døden.
Manden nægtede sig skyldig ved grundlovsforhøret.
Havde sadistiske og aggressive fantasier allerede før drab
Tilbage i maj 2020 blev manden dømt for vold og personfarlig kriminalitet, samt trusler mod en 18-årig kvinde. Kun ni måneder før drabet modtog han sin behandlingsdom og endte altså på Oringe Psykiatriske Hospitals lukkede afdeling sammen med ikke-kriminelle borgere, der kæmpede med psykisk sygdom.
Psykiaterne vurderede allerede dengang, at der var risiko for, at manden kunne være farlig for andre. I mentalerklæringen, der blev fremlagt under den tidligere dom, erklærede psykiaterne manden for sindssyg med skizofrenilignende træk. Psykiaterne tilføjede:
- Men det kan ikke udelukkes, der er tale om tidlige symptomer i en alvorligere psykopatologisk udvikling. Det findes videre, at der med baggrund i en samlet vurdering, herunder observandens ekstreme aggressive og sadistiske fantasier, er grundlag for bekymring for fremtidig voldelig kriminalitet.
Før sin anbringelse på Oringe boede manden på Lolland, hvor han havde en beskikket værge og var medicineret.
Personalet holdt kun halvt øje
Familien til Stine Kitt Jørgensen stod sidste år frem på TV2 ØST og satte spørgsmålstegn ved sikkerheden på Oringes lukkede afdeling S1.
Og i maj sidste år kunne TV2 ØST afsløre, hvordan personalet på Oringe kun havde dokumenteret halvdelen af de observationer, som de ifølge Region Sjællands egne retningslinjer skulle have dokumenteret i henhold til behandlingen af Stine Kitt Jørgensen. Hun skulle være tilset mindst én gang i timen, og hver eneste observation skulle være dokumenteret.
TV2 ØST fik kort efter drabet adgang til Stine Kitt Jørgensens journal fra Oringe. På drabssagen den 27. februar klokken 5:35 skrev personalet det sidste notat inden drabet.
Klokken 12:00 om middagen så personalet hende gå rundt i haven, hvor hun talte med “imaginære personer.” Klokken 12:35 begyndte personalet at lede efter hende, da hun ikke havde været synlig i noget tid.
Ifølge journalen fandt personalet Stine Kitt Jørgensen i en rhododendronbusk i rygegården, kold, livløs og blå, og hun havde jord i øjne og mund. På halsen var et mærke svarende til en cykellås, der blev fundet ved siden af.
Personalet trykkede alarm klokken 12:49. Ambulancefolkene forsøgte genoplivning, men klokken 13:09 blev hun erklæret død.
Ifølge Ekstra Bladet er manden anbragt på en retspsykiatrisk afdeling ved psykiatrien i Slagelse, og han nægter sig stadig skyldig.
Retssagen kommer til at tage sammenlagt tre dage, og der forventes at blive afsagt skyldskendelse den 2. februar.