En alvorlig regnefejl i Vordingborg Kommune betyder, at et oprindeligt underskud på 22 millioner kroner på arbejdsmarkedsområdet er 18 millioner kroner større.
Det skriver Vordingborg Kommune i en pressemeddelelse.
Fejlberegningerne får samtidig konsekvens for borger- og arbejdsmarkedschef Claus Holm Oppermann, der med øjeblikkelig virkning stopper i sin stilling.
Der er begået så alvorlige og uacceptable fejl i denne sag, at det ikke kan undgås at få personalemæssige konsekvenser
Det samlede underskud på 40 millioner sker som følge af, at Vordingborg Kommune ifølge pressemeddelelsen har budgetteret for optimistisk med, hvor meget den modtager i statsrefusion af de udgifter, som den har på forskellige ydelsesområder, især sygedagpenge og dagpenge.
Tilliden er væk
Borgmester Mikael Smed (S) ser fratrædelsen som en naturlig konsekvens af sagen
- Der er begået så alvorlige og uacceptable fejl i denne sag, at det ikke kan undgås at få personalemæssige konsekvenser. Deruover må jeg konstatere, at der er behov for, at administrationen bliver skarpere på såvel budgetlægning som budgetopfølgning på dette område, siger han i pressemeddelelsen.
Kommunaldirektør Lau Svendsen-Tune siger, at tilliden til Claus Holm Oppermann er væk.
- Claus Holm Oppermann har i sit virke i kommunen skabt mange flotte resultater, som blandt andet ses i den meget gunstige udvikling i antallet af borgere på overførselsindkomst i kommunen. Claus har også stået for en lang række udviklingsprojekter til gavn for kommunens borgere.
- Problemerne omkring flere fejl i budgetgrundlaget for 2019, og det forhold, at de først opdages meget sent på året, har dog svækket tilliden til Claus, og vi har derfor i enighed indgået en fratrædelsesaftale. Sagen sætter desværre også en tyk streg under behovet for implementeringen af de kontrolprocedurer og den kvalitetssikring af økonomistyringen, vi igangsatte i oktober 2019, så vi sikrer en retvisende budgetopfølgning, siger han i pressemeddelelsen.