Stort biogasanlæg vil udvide - men naboer frygter for fremtiden

Biogasanlægget i Køng vil udvide produktionen med 50 procent og dermed køre 150.000 tons ekstra biomasse ind til anlægget om året. Det bekymrer naboer i området.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Biogasanlægget i Køng mellem Vordingborg og Næstved blev indviet i september i år, men nu ønsker Nature Energy at udvide produktionen.

Den samlede mængde biologisk affald, der bliver kørt ind i øjeblikket, er på 300.000 tons årligt. Den ønsker Nature Energy at udvide til 450.000 tons, og det betyder, at de vil køre 150.000 tons biomasse ekstra ind til anlægget om året.

- Vi har bedt om at få en tilladelse til at tage flere biomasser ind på vores biogasanlæg i Køng. Det er for at skabe noget mere fleksibilitet i vores biomasse-sammensætning, siger Ole Hvelplund, adm. direktør i Nature Energy. 

- Det er ikke tanken, at vi skal udbygge anlægget fysisk set. Det er for at være sikker på, at vi kan lave den grønne omstilling med det affald, vi har i vores samfund og kunne sikre, at vi får noget mere grønt gas ud. 

- Det betyder, at vi kan drive anlægget endnu mere effektivt, end vi gør i forvejen.

quote Det er ikke tanken, at vi skal udbygge anlægget fysisk set

Ole Hvelplund, adm. direktør i Nature Energy

Skal producere mere grøn gas

Sammensætningen af den mængde, der køres ind, har ændret sig, så der ikke er så meget energi i den. Derfor er det nødvendigt at køre 50 procent mere biomasse ind til anlægget for at producere den samme mængde gas.

- Vi lavede den oprindelig ansøgning for tre år siden eller mere. Der sker ting i samfundet hele tiden. Vi er blevet bedre til at tage biomasse ind og drive vores anlæg. Derfor sker der hele tiden nye ting. Vi har fået øje på flere biomasser og får tilbudt flere biomasser, siger adm. direktør Ole Hvelplund.

- Men det er også, fordi der er så stort fokus på, at vi skal producere grøn gas for at fortrænge russisk gas her i Vesteuropa.

Direktøren understreger, at biogas er en del af den grønne omstilling, lige så vel som solceller og vindenergi.

- Vi er blevet bedt om at hjælpe med at producere mere biogas, fordi vi på den måde kan forsikre en forsyningssikkerhed og fortrænge den fossile gas..

Fakta om biogasanlægget ved Køng

  • Omdanner 300.000 biomasse om året til gas.

  • Anlægget kan producere 20 millioner kubikmeter biogas årligt, hvilket vil spare atmosfæren for udledningen af omkring 50.000 ton CO2. Det svarer til en mængde, der kan opvarme Vordingborg Kommunes 22.600 hustande. 

  • Nature Energy har investeret cirka 300 millioner i anlægget ved Køng.

  • I vores sendeområde findes der udover biogasanlægget i Køng også et i Ringsted og Kalundborg, som leverer til det danske gasnet. Hashøj Biogas i Dalmose ved Slagelse blev i september også udvidet, så det kan levere til gasnettet.

Har ansøgt om miljøkonsekvens-vurdering

Nature Energy Vordingborg har ansøgt Vordingborg Kommune om at få foretaget en miljøkonsekvens-vurdering. Om kommunen så vil være med til det, afgøres i første omgang på Klima- og Teknikudvalgsmødet onsdag eftermiddag.

I forvaltningens oplæg til mødet vurderer den, “at det primært er støj og trafik, som ændres i forhold til de vurderinger, der er foretaget i den eksisterende miljøkonsekvensvurdering”.

Direktøren for Nature Energy mener dog ikke, at udvidelsen vil føre til flere lugtgener eller mere støj i området.

quote Hele sommeren stinker det langt væk af rådden æg

Peter Levin Hansen, nabo til biogasanlægget

Ender kommunalbestyrelsen med at sige ja til det, bliver der fire ugers høring, så offentligheden, herunder naboerne, og de relevante myndigheder kan give deres besyv med.

Når der foreligger et endeligt forslag til miljøkonsekvens-vurdering sendes materialet i otte ugers offentlig høring, inden den endelige miljøkonsekvensrapport og tillæg til miljøgodkendelse forelægges til politisk vedtagelse.

Med til den officielle indvielse af anlægget i september var blandt andre Lars Løkke fra Moderaterne, Henrik Høgh (V) og Vordingborg Kommunes borgmester Mikael Smed (S).
Med til den officielle indvielse af anlægget i september var blandt andre Lars Løkke fra Moderaterne, Henrik Høgh (V) og Vordingborg Kommunes borgmester Mikael Smed (S). Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

Naboer frygter mere trafikstøj

Flere naboer og beboere i området er langt fra tilfredse med udsigten til udvidelse af biogasanlægget.

På Facebook har gruppen ”Nej tak til biogasanlæg i Køng Mose”, som allerede opstod inden planer om udvidelse, over 200 medlemmer. En af dem er Peter Levin Hansen, der allerede blev medlem for fire år siden og kun bor 250 meter fra biogasanlægget.

Han er blandt andet utilfreds med de støjgener, som biogasanlægget har medført.

- Der er et problem med den generelle trafik. Der er mere trafik ude på vejen – det støjer mere, siger han til TV2 ØST.

Men direktøren afviser, at der med en udvidelse kommer flere gener for beboerne:

- Det kan jeg godt forstå, at der en bekymring for, når man er nabo til et energianlæg. Det, vi nu beder om, er at få lavet en miljøundersøgelse, hvor vi går igennem de normale høringsfaser, og der vil vi få undersøgt, hvilken påvirkning det vil have – vi forventer ikke, at det vil have en yderligere påvirkning i det område i forhold til det, der er i forvejen, siger Ole Hvelplund.

- Vi forventer altså ikke, at det giver ekstra gener. Og som vi altid gør, prøver vi at reducere generne så meget, som muligt. Vi har selvfølgelig også respekt for vores naboer.

Ifølge Peter Levin Hansen blev naboerne under en høring tidligere lovet, at Nature Energy ikke ville køre med deres egne biler forbi skolen i Lundby i tidsrummet mellem kl. 7-8 og mellem kl. 13-14.

- Jeg kan ikke svare på konkrete spørgsmål på stående fod. Men når vi har lovet, at vi ikke gør det der, så skal vi heller ikke gøre det, lyder det fra Ole Hvelplund.

Generet af fæl lugt og rotter i have

Det er ifølge nabo Peter Levin Hansen ikke kun trafikstøj, der er problemet, når man er nabo til et biogasanlæg.

- Det lugter også ganske fælt. Hele sommeren stinker det langt væk af rådden æg, siger han.

Læs også
Stinker af rådne æg:
Kommune har meldt biogasanlæg til politiet
Læs også
Stinker af rådne æg:
Kommune har meldt biogasanlæg til politiet

- Og så er der en ret stor rotte- og flueplage. Rotterne er der hele året rundt, og fluerne er særligt om sommeren. Jeg ser, rotter der kommer ind i min have også.

- Vi vil altid gerne høre fra naboer og se på det. Men rotter og fluer kan komme alle mulige andre steder fra end fra et biogasanlæg. Der skulle ikke være yderligere gener på baggrund af det her, lyder det fra adm. direktør Ole Hvelplund.

Peter Levin Hansen fra Lundby frygter, at værdien af hans hus er faldet, på grund af biogasanlægget og de gener, det medfører.

Direktøren fra Nature Energy understreger, at biogasanlægget udfører en vigtig samfundsmæssig opgave:

- Det er vigtigt at vide, at det vi gør her, det er at kunne tage samfundets affald og gøre det til grøn gas og få det gjort til grøn gødning. Det er der en stor interesse for fra hele befolkningen. Derfor er det selvfølgelig vores opgave, at vi snakker med vores naboer og prøver på at sørge for, at generne er så få som mulige. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nyhedsoverblik