300.000 kroner.
Det er, hvad et tidligere plejebarn fra den såkaldte Mernsag nu kræver i erstatning for sine oplevelser.
Han har stævnet Vordingborg Kommune for at have krænket hans rettigheder, da han fra 2003 til 2009 var anbragt hos en plejefamilie i Mern.
Idømt to et halvt års fængsel
Plejeforældrene blev i 2013 idømt to og to et halvt års fængsel for at have udført vold og trusler mod ni plejebørn og have indespærret og vanrøgtet dem.
Plejeforældrene var bosat i Mern, som dengang lå i Langebæk Kommune.
Ved kommunalreformen blev Langebæk Kommune en del af Vordingborg Kommune, men alligevel mener Vordingborg Kommune ikke, at ansvaret ligger hos dem.
Ansvaret lå hos Lolland Kommune
I en pressemeddelelse forklarer kommunen, at det var den tidligere Højreby Kommune på Lolland, der havde anbragt det pågældende plejebarn.
Dermed var det også Højreby Kommune, der havde ansvaret for tilsynet med familien og drengen.
Derfor mener Vordingborg Kommune ikke, at de er erstatningspligtige, fortæller Børne- og Kulturdirketør Jakob Thune.
- Det var ikke Langebæk Kommune, der havde tilsynet med barnet, men vi forholder os ikke til, hvem sagen skal rejses imod, siger han.
Efter sag fra Skælskør
Erstatningskravet kommer efter, at fire søstre fra Skælskør har fået 100.000 kroner hver i erstatning i en lignende sag.
Faktisk modtog Vordingborg Kommune stævning i juni, hvor der faldt afgørelse i denne sag.
Det er da også samme advokat, der nu fører sagen for plejebarnet fra Mernsagen.
Jakob Thune mener dog, at disse sager er meget forskellige, fordi den pågældende dreng var anbragt af en anden kommune, end den han nu stævner.
- Der er ikke mange sager at sammenligne med, så vi er nødt til at føre sagen, lyder det fra Børne- og Kulturdirektøren.