Et nyt koncept er i dag rullet ud på Møns landeveje – bogstaveligt talt. For i et samarbejde mellem lokale erhvervsvirksomheder og turismeforeningen har øen på linje med diverse storbyer fået sin egen turistbus, der skal vise de bedste sider af Møn frem til de besøgende.
- Vi har en masse autentiske oplevelser, siger Elly Nielsen, formand for udviklingshuset House of Møn, og fremhæver flere af de steder, som turisterne særligt gerne vil se på Møn, som eksempelvis Nyord og Møns Klint.
Til forskal fra turistbusserne i København, London og Paris er turistbussen på Møn gratis at køre med.
- Skal I til Klint Holm havn – hop bare ind, det koster ingen ting, siger Michael Hjortkær, fra sin plads bag rattet i bussen til en gruppe vandrere, som han hilser på gennem det åbne vindue.
Bussen – der kommer fra det lokale busselskab, Fladså Turist – er betalt af virksomheder på øen – og skal være med til at støtte op om den positive udvikling i turismen, som øen oplever i år.
Man kommer ud i nogle kroge, hvor man måske ellers ikke som turist lige ville være opmærksom på
- Vi har flere turister, end vi nogen sinde har haft. Der har altid været mange gæster på Møn om sommeren – og i år er der endnu flere, end der nogen sinde har været, forklarer Elly Nielsen fra House of Møn.
Hun ser et stort potentiale for den nye turistbus, der foruden de store turistattraktioner også gør stop ved andre a øens mindre attraktioner foruden gallerier og spisesteder.
- Man får en god stemning i bussen, man får udsyn til alle vores dejlige naturområder, og man kommer ud i nogle kroge, hvor man måske ellers ikke som turist lige ville være opmærksom på, man skulle køre hen.
En af dem, som har sat sig godt til rette i et sæde i bussen, er Tom Ewert fra Keil.
- Det er fantastisk. Vi har også prøvet det på Ærø, hvor bussen kørte rundt mellem de tre store byer – det nød vi – det er en god idé at have det her også.
- To gange har vi været på Møns Klint. Det er fortryllende – og naturligvis fordi bussen kører rundt på hele øen, er det en chance for os til at se øen.
Fra skolebus til turistbus
Bussen kører hver mandag og torsdag med fire daglige afgange uden tidsbestilling eller billet. Man kan, som chauffør Michael Hjortkær siger - bare stige på - på et af de 15 stop langs ruten.
- Jeg tror, mange af de mennesker, der er på Møn i år, vil finde ud af, hvor skønt et sted, det er, at de måske vil komme igen næste år, siger buschaufføren, der har kørt skolebus på Møn i syv år.
Han kender med andre ord lokalområdet godt, og skulle turisterne sidde inde med spørgsmål, er Michael Hjortkær klar med svar.
- De kan bare spørge, så kan de få næsten alt at vide. Og måske lidt mønske dialægter også.
Ved at køre turisterne rundt på øen i bus, lettes presset også på de helt store attraktioner, hvor bilerne i perioder har holdt i kø så langt øjet rakte.
- Det er rigtig godt, at turister får mulighed for at komme herud, for den offentlige transport er ikke så god på Møn. Så vi er rigtig glade for, at der er blevet oprettet den her turistbus, så folk får mulighed for at komme rundt og herud til Møns Klint, siger Helle Juul Nielsen, formidlingschef, Geocenter Møns Klint, der har allerede har sat besøgsrekord.
- Det løser også noget af vores parkeringsproblem med alle de biler, der kommer her.
Turen Møn rundt varer omkring to timer.