- Morten står dér.
Elo Dahl Mortensen peger på et billede på computerskærmen. På billedet ses tre mænd, der står på en lille båd i vandet og arbejder.
En af mændene er iført orange og gult tøj og skiller sig i tøjvalget markant ud fra de to andre, der er iført sort arbejdstøj.
Billedet blev taget i 1979.
Manden med det skrigfarvede tøj hedder Morten Rasmussen, og 40 år senere sidder han ved siden af Elo Dahl Mortensen og mindes arbejdet med at bygge dæmningen mellem Bogø og Farø.
Hesten gik hjem
Arbejdet begyndte et år tidligere - i 1978, hvor de hjalp et hollandsk firma med at bygge dæmningen mellem de to øer. Dæmningen skulle laves, da en arbejdsvej var nødvendig for at bygge Farøbroerne.
Derfor måtte Morten Rasmussen og Elo Dahl Rasmussen bruge adskillige timer på at pumpe sand ud mellem de to øer.
Morten Rasmussen har boet næsten hele sit liv på Farø og kan tydeligt huske dagene inden dæmningen.
Her foregik transporten fra Farø med hest, traktor eller båd, og det gav af og til udfordringer.
- På et tidspunkt begyndte jeg at gå til dans, hvilket var dumt, for jeg lærte aldrig at danse. Og så skete det et par gange, at hesten blev ked af det, fordi det tog to ekstra timer at komme hjem. Så gik hun selv hjem, og så havde vi ikke nogen hest, da vi skulle hjem, siger Morten Rasmussen.
I dag går det hurtigere
Derfor var det en stor glæde, da Farø blev en del af Bogø.
- Det var en meget stor dag for os, den dag vi blev landfast, siger Morten Rasmussen.
Og en køretur - i bil, vel at mærke - over dæmningen i dag er noget nemmere end med båd, hest eller traktor, kan de to mænd hurtigt blive enige om.
- Før tog det en halv time. I dag kører man bare! Nu tager det fem minutter, siger Elo Dahl Rasmussen.
Seks år senere, i 1985, blev Farø også landfast med Sjælland og Falster, da Farøbroerne blev indviet.