Færgen Frigg Sydfyen, der sejler mellem Tårs på Vestlolland og Spodsbjerg på Langeland, er gået på grund i blæsevejret, skriver ekstrabladet.dk.
Den ligger cirka 400 meter uden for Tårs Færgehavn, hvor den er gået på grund på den ene af kanterne på den ene side af sejlrenden. 25 passagerer er om bord.
- Der er ikke nogen fare for passagererne. Færgen gik på grund, fordi kaptajnen ikke kunne få tilstrækkelig fart på skibet på grund af blæsten i området, siger stabsvagten hos Søværnets Operative Kommando (SOK) til ekstrabladet.dk.
- Det blæser 10-12 sekundmeter med enkelte vindstød oppe omkring 20 sekundmeter - det sidste er voldsomt, men passagererne har det godt, og vi foretager os ikke noget for nuværende for at undsætte færge eller passagerer, lyder det videre.
Rederiet vil nu ved hjælp af en slæbebåd forsøge at trække færgen fri, inden det bliver lavvande i morgen.
- De kommer sandsynligvis i land i nat, hvis operationen lykkes. Der er ikke tegn på, at der er huller i skroget, og ifølge vores oplysninger trænger der hverken vand ind i skibet eller olie ud af skibet, siger SOK's stabsvagt til ekstrabladet.dk.
/ritzau/