Klokken er 22 i Kalundborg. Steven og vennerne fra Klosterparkvej er på vej i byen.
- Det er den samme plan som hver dag. Vi går bare frem og tilbage, til det er for koldt at være udenfor. Der er ikke noget at lave, vi har ikke en skid at tage os til, siger Steven Gasmi.
De fleste af drengene i gruppen er under 18 år. En er ved at uddanne sig til tømrer, og en går i gymnasiet. Men de fleste af dem, kan ikke få noget arbejde.
- Jeg er heldig, at jeg har et job, så jeg kan være glad. Men alle mine andre venner, kan ikke få et job. De vil gerne have en uddannelse, men de kan ikke komme ind de steder, de gerne vil, siger Steven.
Efter en gåtur ned ad hovedgaden, er gruppen af drenge, et kort øjeblik på en bar i centrum. Men der er ikke meget gang i den, og de går hurtigt videre.
De er enige i, at det er kedsomhed, der er det store problem i området.
- Jeg synes, at det er fucked up, at kommunen ikke vil give os et hus. De har snakket og snakket i to år, og vi har ikke fået noget endnu, siger Mohammed Barraj.
Og Mohammed er ikke den eneste. De fleste af drengene føler sig svigtet af kommunen.
- Jeg synes, at kommunen skal stramme balderne lidt. Jeg synes de skal give os nogle flere valgmuligheder, siger Mohammed Rawass.
I det hele taget virker det som om, at det er alle andres skyld, end de unges egen.
Er det ikke bare nogle latterlige undskyldninger for at rende rundt og lave ballade?
- Vi kan ikke gøre noget. Der er ikke nogen der hjælper os eller står sammen med os. Kommunen er med politiet, og de prøver bare at gøre det surt for os, siger Steven Gasmi.
Henne ad gaden får drengene en snak med politiet, og går så til en privatfest i nærheden. Det er ikke tit der sker noget, så det er med at gribe chancen.