Familien Jørgensen fra Lov ved Næstved følger ekstra godt med i EM i herrehåndbold.
Og aftenens kamp mod Slovenien er ingen undtagelse.
- Vi ser alt, hvad vi kan komme afsted med, siger Lene Jørgensen.
Sønnen er nemlig ikke en hvem som helst. Det er Danmarks forsvarsgeneral Lars Jørgensen.
- Jeg er smadderstolt af ham. Jeg synes, det er imponerende, at han har nået det, han har nået, siger mor Lene Jørgensen.
Lars Jørgensen kommer fra en håndboldfanatisk familie. Faderen er formand i Fladså HK - der, hvor Lars startede sin karriere.
- Han har jo fået alle mine talenter, det må jeg indrømme, fortæller Lars` far Bent Jørgensen med et glimt i øjet.
Og mor Lene er også bidt af en gal håndboldsko.
- Det betyder utrolig meget for mig. Jeg elsker at se håndbold. Og jeg elsker også at se håndbold, selvom Lars ikke er på banen, siger hun.
Og i aften var det afgørende. Lars spillede en god kamp, og Danmark vandt 28-23 over Slovenien og gik dermed videre til semifinalen.
- Jeg er lykkelig og lettet, for jeg ved, hvor meget, det betyder for Lars, det her. Jeg kunne virkelig unde ham, at han fik en guldmedalje, inden han stopper, siger Lene Jørgensen.