To løse hunde af racen Alaskan Malamute dræbte lørdag aften fem får på en mark ved Kalundborgvej i Allerup uden for Holbæk. Det er kun to uger siden, at en fårejer fra Tusenæs fik dræbt to får efter et hundeoverfald. Nu opfordrer Dyrenes Beskyttelse hundeejere til at være mere på vagt.
- Det er årstiden, hvor mange landbrugsdyr kommer på græs og får afkom. Derfor er det særlig vigtigt, at alle hundeejere får tjekket deres indhegning i haven og sørger for at have hunden i snor, siger Torben Elmedal, der er hundesagkyndig ved Dyrenes Beskyttelse.
Hundeoverfaldet på marken ved Holbæk endte dramatisk, da fårejer Lars Bender skød og dræbte de to løse hunde med sit jagtgevær.
Politiet siger, at Lars Bender, der har jagttegn, gjorde det helt rigtige ved at skyde hundene.
Hundeejeren bliver derimod sigtet og kan se frem til både bøde og erstatningskrav.