Frustrationen stiger hos indbyggerne i Ørslev ved Ringsted.
Flere indbyggere kan ikke længere bruge deres mobiltelefoner efter at TDC har fjernet en mobilmast. Og som vi de seneste dage har fortalt på TV2 ØST bunder problemet i et økonomisk slagsmål mellem TDC og Ringsted Forsyning.
Tidligere betalte TDC 26.000 kroner om året for at leje grunden, hvor mobilmasten stod. Men det lokale forsyningsselskab har hævet prisen til cirka det dobbelte nemlig 53.000 kroner.
Det vil TDC ikke betale, telemasten er nu revet ned og mobilsignalet i en hel by er røget.
- Det er mange, det går ud over, vi kan ikke ringe til hinanden, vi kan ikke ringe til 112, vi kan ikke ringe til hjemmeplejen, fortæller Marianne Christensen til TV2 ØST i dag.
I begyndelsen af sidste uge blev Ørslev uden mobil forbindelse. Borgerne har ellers altid fået deres signal leveret fra en mobilmast, der stod ved det lokale rensningsanlæg her. Telemasten blev brugt af flere teleselskaber og som vi har fortalt de seneste dage føler mange mobilkunder sig derfor taget som gidsler.
Borgerne i Ørslev er nu så frustrerede over situationen, at de gerne så en økonomisk kompensation fra TDC.
- Jeg synes ikke, vi skal betale for noget, vi ikke får. Vi betaler for et signal, som vi ikke har her i Ørslev og det synes jeg er ganske forkasteligt, siger Jens Gomann.
Og flere af indbyggerne i byen er af samme opfattelse.
- Jeg håber da bestemt på en godtgørelse fra TDC, siger Marianne Gaardbo.
Onsdag er der borgermøde om hele situationen i Ørslev, hvor TDC også vil være til stede.