Hun er ikke Ronaldo, hun er ikke Messi. Til gengæld er hun Laura Hansen, 12 år og angrebsspiller for Karise Idræts Klub, og så kan hun noget med en fodbold.
- Det er bare at prøve at få bolden op i luften og gribe den igen på en måde - ligesom hvis du skuile gribe den med hænderne, bare med fødderne, fortæller hun.
Bedre end far
For 4 måneder siden begyndte Laura Hansen at jonglere med en fodbold:
- Der var målet jo 100, siger den 12-årige pige.
Siden er det gået slag i slag, og pludselig var Laura Hansen bedre til at joinglere end sin far.
- Jeg øvede mig jo, og så blev jeg bare bedre end ham, fortæller hun.
Over 8.000 boldberøringer
I sidste uge holdt hun så bolden i luften i 1 time og 20 minutter. Da sidste boldberøring var lavet, havde hun haft 8501. Danmarksrekorden for børn lyder på 7185.
- Det var fedt at have slået den - når hele drengeholdet også stod og kiggede, fortæller en glad Laura Hansen.
Rekorden er endnu ikke optaget i børnenes rekordbog.
Laura Hansens næste mål er 10.000 jongleringer.