Lokal virksomhed sørger for hurtigt internet

I Errindlev på Lolland sørger et lokalt firma for hurtigt internet de steder, hvor de store udbydere ikke kan levere varen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kurt Jørgensen er landmand og bor i Errindlev. Hans to siloer er blevet udstyret med fire små master med sendere og modtagere fra virksomheden Lollands.net.

- De fylder ikke meget, så jeg lægger faktisk slet ikke mærke til det, siger Kurt Jørgensen.

Han lægger til gengæld mærke til, at hastigheden på hans internetforbindelse er blevet markant hurtigere, end da han var kunde hos TDC.

- Når man har teenagebørn, så får man det at vide med det samme, hvis internettet kører langsomt. Men nu kan vi være en tre-fire computere på uden problemer, siger Kurt Jørgensen, som har en hastighed på 20 megabit i både up- og download.

Institution glad for hurtigere net

Udstyret på Kurt Jørgensens silo blev sat op for omkring et halvt år siden, fordi en afdeling af institutionen Kofoedsminde lidt derfra, havde brug for hurtigere internet. Institutionen er for udviklingshæmmede kriminelle, som er under opsyn af en pædagog hele døgnet. Pædagogerne har en overfaldsalarm, som kræver internet på 4 megabit eller hurtigere

- Vores internet var langsomt, og det betød, at vores medarbejdere blev utrygge og usikre og meget utilfredse med, at simple dagligdagsting ikke virkede, siger viceforstander på Kofoedsminde, Flemming Lund.

I dag er hastigheden næsten 10 megabit, og det betyder, at de ansattes overfaldsalarmer fungerer igen.

Internet i luften

Lollands.net, som sørger for hurtigt net i Errindlev, leverer også internet flere andre steder, hvor større udbydere ikke kan garantere en hurtig forbindelse.

- Vi har vores fiber i Maribo, hvorfra vi skyder vores signal til Holeby, og det signal sender vi videre til Errindlev og tre ander områder, siger Søren Bøgvad, indehaver af Lollands.net og fortsætter:

- Vi kan levere mange steder, fordi vi er fri for at grave kabler ned. Vi klarer det i luften, hvilket er meget billigere end at skulle hen og grave i jorden hver gang, siger Søren Bøgvad, som er indehaver af Lollands.net 

Du kan læse mere om Lollands.net HER.

Her kan du måle din internethastighed.


Nyhedsoverblik